Vejle Stadion
Helligkildevej 2
7100
Vejle
Danmark
Vinduer i loungeområdet er leveret af VELFAC. Der er anvendt VELFAC 200, som udvendigt er holdt i grå RAL 7012, mens de indvendige dybe karme er hvide. Vinduerne er leveret med lavenergiglas, som reducerer varmetabet i bygningen. Samtidig er der monteret facaderammer med emaljeglasfyldninger i samme grå farve som vinduerne.
I skybokse og gangarealer er der monteret nedstroppede systemlofter, Gedina 60x60 fra Saint-Gobain Ecophon. Lofterne er indeklimamærkede, fuldt demonterbare og lydabsorbent i klasse A. De er monteret på synligt skinnesystem.
Et af de vigtigste elementer på et sportsstadion er lyden – og den er der sørget godt for i Vejle.
- Det er ét af de steder, der ikke er blevet sparet. Vi har fået et unikt tribunesystem, som giver en fantastisk, ensartet lyd, uanset hvor du befinder dig. Vi har meget store forventninger til det, og publikum har helt sikkert noget at glæde sig til, siger projektleder og stadioninspektør, Mogens Pedersen.
Ascon Trading A/S, som har leveret lydanlægget, fortæller, at der er tale om et drifts- og fremtidssikret anlæg. Lydanlægget er bygget op omkring det professionelle DYNACORD digitale PRO MATRIX styresystem, og er opdelt i 10 forskellige zoner, som gør anlægget særdeles fleksibelt. F.eks. er der i skyboksene mulighed for at vælge forskellige kanaler.
Der er ophængt 48 stk. højttalere i sikkerhedswirer på tribunernes forkant. Systemet er opbygget med redundans, så der i tilfælde af forstærkerudfald, altid vil være lyd på tribunen.
- Anlægget lægger vægt på en god taleforståelighed på hele tribunen, og musikgengivelsen giver publikum en oplevelse, der er værd at komme efter mere end en gang, lover Steffen Andersen fra Ascon Trading A/S.
På stadion er der i to hjørner installeret storskærme, og under banen ligger 26 kilometer varmeslanger, så banen også kan bruges i frostvejr. Belysningen på stadion overholder DBUs krav på 1000 Lux. Der er installeret en række sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som f.eks. et lukket område afgrænset af dobbelthegn til udeholdene, videokameraer til overvågning af tilskuere og en redningsåbning i den ene ende af banen.
Det er Richard Thomsen A/S, der har leveret de bærende stålkonstruktioner til hovedbygningen, tribuneopbygninger og tribunetag. Desuden er der leveret gelændere og rækværk. I alt en leverance på 500 tons stål.
Tribunen er opbygget af knap 5 kilometer tribuneelementer fra Spæncom, som også har leveret væggene og de små trappetrin. Til VIP-bygningen er der endvidere leveret facader, vægge og huldæk.
Tribunestolene er holdt i røde og hvide farver, og danner ordet ”VEJLE” på den ene side af banen. Stolene er fremstillet i polyethelen og er leveret af Laiderz ApS, som har erfaringer med leverancer af både tribunestole og kunstgræsbaner til mange andre stadions i landet. Underleverandøren er en førende spansk stoleproducent, som selvfølgelig er godkendt af både DBU, FIFA og UEFA.
Pro Montage ApS har leveret 35 mm ståltrapezplader til tribunetag og tag på hovedbygning og sætprofiler til tag og facader. Bagsiden af tribunerne er beklædt med 55 mm Sinusplader. Desuden har Pro Montage ApS leveret Ivarsson facadeplader til lukninger omkring toiletterne.
Helge Frandsen A/S har leveret stillads til malerarbejdet.
Vejle Stadions største udfordring pt. er manglende parkeringspladser. Der rådes kun over ca. 50 p-pladser, og det rækker ikke langt til 10.000 tilskuere. Derfor arbejdes der i øjeblikket på andre løsninger.