Novi 8
Alfred Nobelsvej 27
9220
Aalborg Øst
Danmark
24 år efter at den første bygning stod klar i et tyndt bebygget område i det østlige Aalborg har Nordjyllands Videnpark (NOVI) slået dørene op til ottende etape af erhvervsparken, Novi 8. Godt 10.000 kvadratmeter i det, der nu er centrum for nordjysk viden og udvikling med store udvidelser af Aalborg Universitet og ikke mindst et nyt supersygehus i baghaven om få år.
NOVI Park er et større vidensområde med et differentieret udvalg af erhvervslejemål. Bygningen rummer derfor forskelligartede erhvervslejemål med individuelle tilpasningsmuligheder samt et større auditorium og stor kantine. Opførelsen står i omegnen af 120 millioner kroner, og det kunne godt ligne lidt af en satsning i og med, at man kun havde få lejere i kikkerten fra start.
- Men de sidste tre-fire år har vi været fuldt booket, så det var på tide med ekstra rum, og vi ved, at der bliver et behov i fremtiden, så vi var ikke så nervøse, fortæller administrerende direktør i NOVI, Jesper Jespersen.
Han er meget begejstret for byggeriet og ikke mindst processen.
- Novi 8 er bygget på noget nær rekordtid. Det var jo næsten færdigt 12 måneder efter første spadestik, og auditoriet er allerede taget i brug, ligesom to IT firmaer har taget en etage hver, så vi er godt i gang, siger Jesper Jespersen.
Spin-off fra sygehus
Han forventer også et stort spin-off for NOVI i forbindelse med det nye supersygehus. Ikke mindst set i lyset af, at Aalborg Universitet får en medicineruddannelse.
- Så mon ikke der er nogen, der vil samarbejde om forskning og udvikling, smiler Jesper Jespersen.
NOVI er bygherre og ejer Novi 8 i et fællesskab med A. Enggaard, som har været totalentreprenør på byggeriet – en konstruktion, som er ny for Novi.
- Men det har fungeret fint. Vi har bygget i fællesskab, og det hele er foregået i et rigtigt fællesskab, som vi kommer til at få glæde af fremover også, siger han.
I forvejen har omkring 100 firmaer slået sig ned i Novi, der siden den spæde start i 1989 har bredt sig, så man i dag er på hele tre adresser - to af dem er i det oprindelige område i Aalborg Øst, hvor Novi 1-5 ligger på den oprindelige adresse, Niels Jernes vej, mens de tre seneste er placeret på Alfred Nobels Vej et stenkast derfra. Endelig råder Novi over tre etager i Nordkraft centralt i Aalborg.
Tre markante længer