VUC Syd
Chr. X. Vej 39
6100
Haderslev
Danmark
Naturen har på alle måder været aktiv medspiller i forhold til byggeriet. Den smukke udsigt er taget i ed og er den direkte forklaring på at mere end 70 procent af facaden er dækket af glas.
- Ideen har netop været at nedbryde skellet mellem ude og inde, forklarer Torben Engsig Svan Sørensen, der tilføjer, at mængden af glas, der gør det muligt at nyde udsigten til både havn og by, sammen med den kunstneriske facadeudsmykning er med til at gøre bygningen ligeværdig på alle fire sider.
- Omgivelserne er tænkt ind i bygningen alle de steder, hvor det overhovedet har været muligt. Det gælder eksempelvis for den lange terrasse, der egentlig fungerer som en promenade, der snor sig i hele husets højde og som er en anden måde at tænke skolegård på. Altan/terrassedækkene er ligesom husets øvrige præfabrikerede betonvægge og huldæk leveret af Contiga Tinglev A/S.
Terrassen giver adgang til det fri fra stort set alle lokaler og den kan i princippet inddrages i undervisningen. Samtidig har terrassen den praktiske funktion, at den fungerer som solafskærmning og dermed er med til at sikre et godt indeklima, uddyber Anders Tyrrestrup, der gør opmærksom på at huset er designet, så det med enkle metoder og teknologisk nytænkning maksimerer et sundt indeklima året rundt uden at belaste miljøet.