GD Grunden
Østerbrogade 65
8500
Grenaa
Danmark
Den nye boligbebyggelse er lidt smallere end den eksisterende bygning, da boligerne ellers ville blive for dybe. Men ellers er den nye bygning tæt på at have samme proportioner. Skorstenen er også genopført, med funktion som elevatortårn og en signatur af skorstenens oprindelige højde i form af et stål-skelet. På taget af turbinehallen lå et maskinhus som i dag er ‘genopført’ som et multifunktionelt glashus. Bygningen er som før opført i traditionelle røde teglsten og falder således også ind i bydelens historiske røde teglbygninger. Lige ved siden af ungdomsboligerne ligger fortsat forladte bygninger fra Grenaa Dampvæveri og det er intentionen, at de med tiden skal ombygges til forskellige formål og sikre et spændende bymiljø og repræsentere nogle fortættede byrum, svarende til industriarkitekturens sammenbyggede miljø. Ved at ‘genopføre ‘ turbinehallen fra Grenaa Dampvæveri fortsættes også traditionen med at ombygge og tilpasse bygningerne, som det har været almindeligt at gøre for industrien. Ungdomsboligerne har deres egen tilpasning til funktionen (bolig), men samtidigt er boligbebyggelsen en vigtig formidling af både by- og industrihistorie.
Arkitekt ved Arkikon Arkitekter & Ingeniører, Ulla Knudsen fortæller:
- Et vigtigt udgangspunkt for arkitekturen har været, at de ny-opførte ungdomsboliger indskrev sig i bybilledet med reference til den forhenværende industribygning og dermed som historisk element.
MEN som et led i funktionsskiftet var det lige så vigtigt at nutiden blev formidlet.
Den overordnede idé har derfor været at arbejde med begrebet "fortid møder nutid’. Dette kommer bl.a. til udtryk ved at den tidligere statiske bygning tilføres dynamik i form af vinduernes udformning og dermed dagslysets indtag, ny funktion til skorstenen, ny funktion til taget og gangarealerne med reference til procesruten i den tidligere industribygning.
Udfordringen og anslagsgivende for indretningen har været at indpasse 53 lejligheder i en given ‘bygningskontur’.