Flodhestehuset
Roskildevej 32
2000
Frederiksberg
Danmark
Huset er konstrueret som en kombination af en stål- og betonkonstruktion til henholdsvis husets lette og tunge del. Kai Andersen A/S har været entreprenører på kompletteringen og det vil her sige glasfacaden og taget. De har desuden leveret stålkonstruktioner, glasvæggen, døre, vinduer, hegn og værn. Kai Andersen har allerede en serie imponerende referencer som Diamanten, DR segment 1 og Terminal 3 (CPH). Også CSK Stålindustri A/S er stolte af at have deltaget i projektet omkring flodhestenes nye hjem. De har både fremstillet hovedkonstruktionen med IPI 500 hovedrammer og HEB 200 dobbeltvalsede profiler til glaskonstruktionen. Taget er principielt udformet som et udsnit af en tragt og er derfor en meget kompleks konstruktion. Claus Mikkelsen fra CSK fortæller, som de øvrige implicerede, at det har været et meget spændende og udfordrende projekt, som han glæder sig til at vise sine børn.
Huset udmærker sig ved at være en meget vellykket sammenstilling af et tropisk glashus og et smukt rum for tilskuerne, der får dem til at stoppe op og endda spise madpakker. Mødet med dyrene er iscenesat på en måde, der gør rummet opslugende. Bagvæggen i rummet er som indgangsmurene, udført i in situ-støbt beton med en usædvanlig smuk træforskalling. Et håndværk man sjældent ser på dansk jord og er dermed absolut en attraktion i sig selv. Farven er let gullig af Ikast sand i betonblandingen og giver derved en varme og intimitet i rummet uden at være påtrængende. Fladen bliver stoflig grov, med den levende træstruktur, som huden på en flodhest, og repræsenterer derved den sans, man ikke kan bruge i forhold til dyrene. Forskallingen på bagvæggen er vandret, idet væggen krummer en del og er derfor brædder på kun 5 cm.
- Den vandrette orientering refererer også til vandspejlet og dets bevægelser, fortæller arkitekt Mette Seiding passioneret.
I loftet – let adskilt fra væggen af en ovenlyssprække, er der en bred, krum betonbjælke, også udført i in situ-støbning med træforskalling. Her har brædderne været endnu smallere for at kunne klare krumningen. En smuk og veludført støbning, der repræsenterer det fine stykke arbejde, der tilsammen er gjort for at få projektet til at lykkedes.
PERI A/S har leveret og konstrueret en forskallingspakke til mulig udførelse af de ydre rammer. PERI har også udført forskallingen til det knap færdige elefanthus og det nyåbnede Skuespilhus i København. Den synlige betons fremtræden er skabt i et tæt samarbejde mellem Dall & Lindhardtsen og MT Højgaard. En række prøvestøbninger resulterede i, at forskallingsbrædderne blev behandlet med svumning inden støbningen, hvorved den støbte flade på en gang er meget ”tilfældig” og dog homogen. Ud over de synlige overflader har MT Højgaard stået for støbningen af bassinet, stalden, gulve og taget under terræn, der er ½ meter tykt.