Tårnby Have
Amager Landevej 38
2770
Kastrup
Danmark
Der hvor Amagerbrogade ender og er blevet til Amager Landevej, ikke langt fra Kastrup ligger et nyt byggeri, som kombinerer boliger og butikker, og som lyser op i et ellers ikke alt for spændende område.
- Det, vi har arbejdet meget med i bebyggelsen, er den urbane sammenhæng; vi følte, at her falder Amager Landevej lidt fra hinanden, og derfor ønskede vi at lave sådan et ”fyrtårn”, der markerer en relation til byen, og med høj arkitektonisk kvalitet, forklarer arkitekt og projektleder Anders Rieper fra arkitektfirmaet Hvidt & Mølgaard.
Byggeriet består af to sammenbyggede voluminer, der bindes sammen af en let konstruktion i stål og glas med passage for fodgængere nedenunder. Den ene bygningskrop er i fire etager med en Lidl dagligvareforretning i stueetagen og lejligheder ovenover. Den anden er i fem etager, med en filial af Danske Bank, der har udadrettede aktiviteter i stuen og kontorer på 1. sal, og også her med lejligheder på de øvrige etager.
Området henlå tidligere som en græsplæne. Grunden var ejet af kommunen og eneste bygning var en filial af Danske Bank i en midlertidig pavillonbygning. Det var en del af aftalen mellem kommunen og bygherren, som overtog grunden, at hele området skulle have et løft, og at der skulle etableres et rekreativt område på den del af grunden, som ligger bag gårdarealet. Bl.a. er der planlagt opholdsareal og en petanquebane.
- Der kommer også træer i gårdarealet mellem p-båsene, vi forsøger at trække det grønne område ind i gården, så beboerne kommer til at kigge ud på et dæk af træer, snarere end parkerede biler, fortæller Anders Rieper.
Fordelingen mellem butikker og beboelse var givet i lokalplanen, og det var også et krav, at der skulle etableres parkeringspladser i kælderen til alle beboere. Samtidig var der tale om to forskellige grunde, som skulle ommatrikuleres, alt i alt altså et temmelig kompliceret puslespil, som skulle gå op.
Til gården og arealerne omkring huset har IBF Beton leveret flere forskellige produkter, belægningsfliser i 30x30x5 cm, BB Bordurfliser i 30x120x10 cm i grå, BB Skraberiste 30x60x10 cm, ligeledes i grå. Desuden Torvefliser i 60x120x10 cm i grå, Albertslundkantsten 15x20x60 cm i grå, samt trappetrin 30x30x18 cm også i grå.
Byggeriet fremstår som en både klassisk, men også meget nutidig fortolkning af modernismens hvide, retvinklede bygninger med enkle linjer og store vinduesåbninger med spinkle vinduesrammer.
- Vi ville gerne skabe et modernistisk hus med linjer tilbage til den legende periode med de hvide facader, men også et hus, som forholder sig meget klart til det område, det er placeret i, og de tiltænkte funktioner, forklarer Anders Rieper og fortsætter:
- Brugen af teglsten i den underste del af facaden skaber en sammenhæng med omkringliggende byggerier, og så er der den vigtige detalje med de tilbagetrukne facader, som vi har valgt at sætte i sort eternit som kontrast til den hvide facadepuds. Så vi har altså et volumen, hvor vi skræller noget af, så du får en ydre facade og en indre facade, og så har vi det her motiv med svalegange på bagsiden af huset, hvor vi igen skærer ud i stedet for at lægge altangangen udenpå. Et andet arkitektonisk element er de store tagudhæng, og så den finurlige detalje, hvor der er et skift i taget mellem 4. og 5. sal.
Altaner, rækværk og andre detaljer fremstår i galvaniseret stål. Altanernes afskærmning er opaliseret glas, mens altangange og tagterrassers afskærmning er i klart glas.