A.P. Møller Skolen
Fjordallee 1
24837
Schleswig
Tyskland
Mærsk Mc-Kinney Møller er kendt for at gøre tingene ordentligt. Det gælder også, når familiefonden giver gaver. I Slesvig har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal i august skænket et færdigt gymnasium til Dansk Skoleforening og det danske mindretal i Sydslesvig. Og i en tid, hvor medierne bugner af historier om uacceptable forhold på nærmest faldefærdige skoler, er det som en drøm at træde ind på A.P. Møller Skolen. Her er lyst og venligt, alt er udført i lækre materialer og både ude- og inderum kalder på lysten til at lære.
Det nye gymnasium, som på sigt skal huse cirka 625 elever fra 7. klasse op til 3.g., ligger på en naturskøn grund på godt 10 hektar. Området bærer det skønne og historiske navn Auf der Freiheit (På Friheden) og er et gammelt kaserneområde beliggende direkte ned til Slien. Auf der Freiheit er Slesvigs nyeste bydel, som skal opbygges til et attraktivt område, der huser både boliger, kulturfaciliteter, havn, sport og strandcafé. Så naboskabet til den nye skole bliver også i orden.
Selve skolen åbner sig mod udsigten til en række seværdige pejlemærker – mod sydøst er det Sliens vand, der fanger øjet, mod vest har man domkirken og det gamle fiskerleje, Holmen, mens der mod syd går en akse mod Hedeby. Og fra skolens lærerterrasse kan man se Gottorp Slot.
Udvendigt fremstår skolen som et lineært byggeri i tegl, granit, glas og kobber. Den gule teglstensfacade fra Petersen Tegl består af en hårdt brændt sten, som er speciallavet til skolen i en sart, lys gul farve. Granitfacaderne er ét af skolens særlige kendetegn, og et miks af en flammet, bornholmsk granit og en lys, indisk granit. Den bornholmske granit var et ønske fra Mærsk Mc-Kinney Møller, som så vidt muligt foretrækker at anvende danske materialer, og det er da også den bornholmske granit, der favner indgangspartiet. Den indiske granit er valgt på grund af dens lyse farve, som passer til de svagt gule teglsten. Det enkle og smukke kobbertag rejser sig fra bygningens nordvendte gavl til den sydlige ud mod Slien, mens glasfacadernes opgave er at skabe et lyst og venligt indeklima.
Skolen er opført med dobbelte facader, den yderste i gul tegl og den inderste i glas og granit. Facaderne løber uafhængigt af hinanden, og mens den indvendige henvender sig til de indre rum, giver den udvendige huset karakter og lys og indrammer byggeriet. Imellem facaderne spænder et dæk, der giver læ, solafskærmning og redningsmulighed samt skaber afsats for vedligehold af de udvendige materialer.
Det er Arkitektfirmaet C.F. Møller, der har tegnet den danske skole efter at have vundet arkitektkonkurrencen. Arkitekt og partner Mads Møller sammenfatter skolens struktur ganske kort:
- Skolen har et klart og ukompliceret hovedgreb med to store, indre rumligheder med henholdsvis aula, kantine og videncenter samt en stor idræts- og multihal. Huset er opbygget i en enkel og letlæselig arkitektur med en klar og genkendelig profil som en solitær og skulpturel teglstenskrop på den store grønne flade.
Det velgennemtænkte og kvalitetsprægede resultat er skabt gennem et tæt samarbejde med A.P. Møller Fonden.