Junget
Sigma 3
8382
Hinnerup
Danmark
Foto: Jan Knudsen
De er totalleverandør af værktøj og maskiner til træindustrien, men træ er der brugt forholdsvis lidt af i Junget A/S’ nye domicil i Søften nord for Århus. Beton, glas, stål og polycarbonat er de gennemgående materialer i et præsentabelt domicil, som samler Jungets administration, salg, service, forarbejdning, lager og showroom.
Det synlige træ består i hovedsagen af 900 kvm ask højkantsmosaikparket, lagt i engelsk mønster og leveret af Woodfloor A/S på Langeland. Gulvet beklæder stueetagens reception, gangarealer, møderum og kantine.
Det københavnske arkitektfirma Malling Arkitekter blev oprindeligt hyret af bygherren til at udforme et projekt på en købt grund i Galten vest for Århus. Men det måtte opgives, da grunden ville blive for bekostelig at pilotere. Junget har brug for store ubrudte gulvflader til opstilling af maskiner, der ofte vejer adskillige ton. En industrigrund i et udviklingsområde i Søften tæt på motorvej E45 viste sig mere velegnet til formålet, og den oprindelige grund blev afhændet igen.
Enkelhed og overskuelighed er et erklæret mål for Malling Arkitekter. Det nye Junget-domicil er let at aflæse med showroom og lager placeret i én bygning med ét stort rum. Administration og salg er placeret i en anden bygning, der er disponeret således, at de funktioner, der er rettet mod kundebesøg og udveksling med produktion og lager, er placeret på de to nederste etager, mens administrationen m.m. har fået arbejdsro på øverste etage. De to bygningsenheder bindes sammen af en glasbygning, der danner indgangsparti. Bagude, men i umiddelbar tilknytning til de førnævnte funktioner, er der højlager og værkstedshal.
- Jeg har taget udgangspunkt i, at Junget dels er forhandler af nye, avancerede maskiner, som skal kunne beses og demonstreres for kunderne, og at de dels tager imod brugte maskiner, som skal repareres og justeres. Virksomheden håndterer desuden en mængde præcisionsværktøjer, som skal slibes og justeres, før de leveres tilbage til kunderne. Al denne trafik stiller krav om kortest mulige gangveje mellem de forskellige funktioner, siger indehaver og arkitekt Thomas Malling.
Der er ingen fysisk adskillelse mellem showroom og lager/opbevaring i den 3.800 kvm store hal, som domineres af en traverskran, der bruges til transport af de store emner. Showdelen er naturligt nok placeret i den forreste del ud mod facaden. Man bemærker, at der er et stort lysindfald i hallen, selv om der kun er glas op til et par meters højde i facadens nederste del samt et mindre ovenlys.
- Vi har til den øverste del af facadevæggen benyttet polycarbonat af det svenske fabrikat Scanlight. En løsning, som er meget almindelig i Sverige og Centraleuropa. Produktet består af en ca. 16 cm tyk dobbeltplade med et isolerende luftlag i midten. Den er gennemtrængelig for lys og har den effekt, at du udefra kan se silhuetten af f.eks. traverskranen indenfor. Indefra opleves væggen som at stå ved et stort vindue. Jeg har valgt materialet med henblik på visuelt at nedtone hallens ret voldsomme dimensioner i forhold til det øvrige byggeri, forklarer Thomas Malling.