Greve Mega
Ventrupparken 18
2670
Greve
Danmark
Tusindvis af bilister passerer dagligt Greve, når de kører til og fra København ad Køge Bugt-motorvejen, E47. Netop i Greve mødes trafikanter fra Sydsjælland og Vestsjælland.
Fra et forretningssynspunkt kan man næppe forestille sig et bedre udstillingsvindue. Derfor er det med velberåd hu, at Greve Mega er placeret netop her.
Grunden er på godt 27.600 kvm og selve butikscenteret er på godt 10.000 kvm. De enkelte butikker er på mellem 500 og 2.000 kvm og her finder kunderne et stort et bredt udvalg af detailforretninger, såsom Silvan, Skousen, Biva, Gude Indretning, Maxi Zoo med flere.
Greve Byråd blev præsenteret for planen om det store center tilbage i 2005, hvor det fik en velvillig modtagelse blandt politikerne.
Der blev stillet en række krav til byggeriets udførelse, samt til indretning af udenomsfaciliteter, således at helhedsindtrykket ville blive så indbydende som muligt, samt at centeret ville falde naturligt i med omgivelserne. Krav, som det nu færdige byggeri viser sig at have indfriet til fulde.
Første etape af Greve Mega, der rummer Silvan-butikken, stod færdig i 2007. Netop nu er anden og sidste etape af byggeriet afsluttet og taget i brug.
Det var virksomheden BB Byggeindustri A/S, der oprindeligt købte jorden af Greve Kommune, og siden, som bygherre og totalentreprenør, gennemførte første del af projektet, der rummer Silvan Byggemarked.
I efteråret 2006 købte Stones Invest BB Byggeindustri A/S og fusionerede virksomheden med Ibco Næstved og Ibco Vedbæk, til den nye virksomhed Ibb byg A/S, der gennemførte anden del af projektet som totalentreprenør og med Stones Invest som bygherre.
Greve Mega er opført som en boksejendom med såkaldte sandwichelementer i beton, der er frilagt op til 2,7 meters højde. Den øverste del af bygningen er beklædt med kassetter af stålplader.
Som bærende elementer er anvendt TTS-dragere. Tagkonstruktionen består af trækasser mellem TTS-dragerne, og taget er belagt med tagfolie.Indvendig er skillevæggene af gips på stålreglar, udført som et dobbeltlag gips med isolering.
Da bygningen er opført i beton, har det været nødvendigt indenfor i de enkelte butikslokaler at sikre en god akustik. Her har man valgt at anvende Troldtekt Akustik som loftsbeklædning, leveret af virksomheden L. Hammerich A/S. Troldtekt Akustik er fremstillet af træbeton, der er en blanding af træuld og cement. Det giver et materiale, der udmærker sig ved at have en åben og porøs overflade. Den åbne struktur bidrager til at sikre en god akustik, særligt i betonbyggeri. I Greve Mega er Troldtekt Akustik anvendt som loftbeklædning på et areal på samlet 3.520 kvm.
For yderligere at sikre et godt og behageligt indeklima, er som opvarmning anvendt strålevarmepaneler anbragt under loftet, som opvarmer selve bygningens konstruktionsdele og ikke luften. Det sikrer en jævn og behagelig varme i de enkelte butikslokaler. Strålevarme har den fordel, at den på en og samme tid er støjfri og den hvirvler ikke støvpartikler rundt i luften. Det er firmaet Helge Frandsen as, der har stået for denne del indretningen.
Alle el-installationer i Greve Mega er udført af CR Electric AS fra Gadstrup ved Roskilde. Installationsarbejdet er udført som en totalentreprise.