A.P. Møller Skolen
Fjordallee 1
24837
Schleswig
Tyskland
Fra alle undervisningslokaler er der udsigt, og vinduerne er udstyret med indbyggede, automatiske persienner.
DanSign A/S har stået for skolens ind- og udvendige skiltning. Indvendigt er det henvisningsskilte og dørskilte, som er udført i glas med akryloverflade, der sikrer et pænt og professionelt udtryk. DanSign har leveret skabeloner, så skolen kan lave sine egne papirprint og skifte skiltene ud efter behov. Firmaet står også bag skolens facadeskilt med de udfræsede bogstaver og skjulte beslag. Udvendig skiltning er forseglet med antigraffitilak.
Det er ikke bare de indvendige faciliteter, der er gjort noget ud af på den danske skole i Slesvig. Også udendørsarealerne er i en klasse for sig. De er primært dækket af græs og rundt omkring er der opført siddepladser i granit og træ. IBF Nørresundby A/S har leveret grå bordurfliser, støbt af grå beton med pudslag og bordurfas i toppen, som er lagt som skulpturelle trædesten i det store græsareal foran skolen.
Foran skolens hovedindgang bugter en smukt udført vandkunst i slebet og jetbrændt kinesisk granit sig i 29 meters længde. Kunstværket består af 11 individuelt fremstillede elementer med iskårne mønstre og bølgegange, der giver et flot harmonisk samspil med lys, vand og granit. Denne specielt fremstillede vandkunst kræver en meget stor håndværksmæssig kunnen, som kun få formår, oplyser Ole Sørensen fra S.A. Granit A/S.
- Der er mange anderledes anvendelser af granit på skolen, men særligt er vi stolte af den meget komplicerede og smukke vandkunst, som krævede stor koordinering og flere besigtigelser i produktionen, inden vi var helt tilfredse med resultatet, udtaler Ole Sørensen fra S.A. Granit A/S.
S.A. Granit A/S har også leveret ca. 3.500 kvm udvendige flisebelægninger i jetbrændt kinesisk granit på forpladsen og på den vestvendte terrasse foran kantinen.
Bagved skolen er der fodboldbane omgivet af en løbebane i olympiske mål. Ud over en traditionel skolegård med en bred sol- og opholdstrappe findes der faciliteter til bordtennis, et skateranlæg, en klatrevæg, basketballbane, bålplads, klatrestativer og endda et udendørs klasserum med siddeplinte og pult i granit fra S.A. Granit A/S. Det er en oplagt mulighed at flytte f.eks. filosofi-timerne ud under åben himmel.
Her er luft og rum til at tænke store tanker – nøjagtigt som A.P. Møller Fonden gjorde det, da de tegnede o skænkede denne eksklusive gave.