Frederikskaj 2

:
juni 2017
Frederikskaj 2 - facade

Frederikskaj 2 er et helt nyt boligområde i Sydhavnen med 145 boliger fordelt på syv fritstående huse. Området bliver nærmeste nabo til den kommende metrostation ‘Sluseholmen’.

Frederikskaj 2 - teglsten

For at skabe variation er der anvendt tre forskellige teglsten til at beklæde facaderne, ligesom der er forskellige farver på vinduesrammer og altaner på de forskellige bygninger.

Frederikskaj 2 - udsigt

De meget store altaner har hårdtræsgulv og farveanodiseret beklædning – de fleste har både kig til vandet og udsigt til aftensolen.

Frederikskaj 2 - altaner

Arkitekterne har arbejdet meget med at nedbryde skalaen i det tætte byggeri ved at lege med bygningernes volumener. Et landskab inspireret af havn og strand er en vigtig del af projektet.

Frederikskaj 2 - lejlighed

En stor del af lejlighederne er på fire værelser og omkring 110 kvm, en størrelse, der appellerer til flere købergrupper. Alle lejlighederne nyder godt af den ekstra store loftshøjde.

previous next

Sydhavnens nye skønhed

Det nyeste boligområde i Københavns Sydhavn formår at skabe sammenhæng mellem Sluseholmens karrébyggerier og de nærliggende domicil- og campusbyggerier

Byggefakta

Frederikskaj 2
Frederikskaj 2A-R
2450 København SV
Danmark

Bygherre:
MT Højgaard A/S
Arkitekt:
Holscher Nordberg Architecture and Planning A/S
Totalentreprenør:
MT Højgaard A/S
Ingeniør:
MT Højgaard Design & Engeneering
Andre aktører:
SLA arkitekter A/S, NHH A/S, CSK Stålindustri A/S
Areal:
15150 kvm.
Byggesum:
Ikke oplyst
Byggeperiode:
august 2015 - juli 2017

Et af de områder i Danmark, hvor der bygges mest intenst i disse år er i Københavns Sydhavn, hvor striben af holme, der strækker sig fra Sluseholmen bag shoppingcentret Fisketorvet i nord, over Enghave Brygge og Teglholmen og ned til Sluseholmen i syd bebygges tæt. De gamle industri- og havneområder erstattes med erhvervsbyggerier og ikke mindst attraktive boliger med havneudsigt.

Et af de nyeste boligområder er Frederikskaj 2, der ligger lidt vest for Sluseholmens kanalomkransede karréer med udsigt til Teglværkshavnen og Fordgraven. MT Højgaard står som både bygherre, totalentreprenør og ingeniør på projektet, mens Holscher Nordberg er arkitekt og desuden har tegnet masterplanen for området. Bebyggelsen, der ligger i forlængelse af domicilbyggerierne langs Sydhavnsgade og tæt på Aalborg Universitets store campus, består af syv selvstændige bygninger med i alt 145 lejligheder, og bliver nærmeste nabo til den kommende metrostation ”Sluseholmen”.

Ny lokalplan

– Projektet er udviklet i meget tæt samarbejde mellem os og MT Højgaards projektudviklingsdirektør Torben Dahl, som vi har arbejdet sammen med i mange år. Bygningerne ud mod Sjællandsbroen er solgt til PFA, der udlejer boligerne, mens de øvrige sælges direkte af MTH til slutbrugerne, fortæller partner i Holscher Nordberg Mikkel Norberg.

– Der lå et forslag fra før krisen, men da vi kom ind i projektet, startede vi med at lave en ny lokalplan, fordi området har ændret sig så meget i mellemtiden. Man ville gerne binde sig mere op på Sluseholmen, og i det hele taget skabe et mere demokratisk og blandet område end i det oprindelige oplæg. Placeringen gør det nødvendigt for bebyggelsen at kunne optage sammenstødet mellem stangbebyggelserne på den ene side og karrébebyggelserne på den anden, så vi er endt med en typologi, der ligger et sted midt imellem. Bygningerne har grundlæggende punkthuskarakter, men vi har trukket i klodserne for at skabe optimal kontakt til vand og dagslys og for at skabe et miljø, der er mere bymæssigt end en typisk havnebebyggelse, siger Mikkel Nordberg.

Stærkt landskab

– SLA, der har stået for landskabet, har skabt et område, der henter karakter fra forladte havneområder og strand med lidt mere vild bevoksning og et organisk landskab, der skråner ned mod kajkanten. Det var vigtigt for kommunen, at det blev et demokratisk projekt, at området blev åbent for alle, så derfor går der stier på tværs fra den gamle del af Sydhavnen og ned til vandet. Det klæder typologien rigtig godt, at husene kan stå i så stærkt et landskab. Ved vandet har vi en promenade, der fortsætter op på taget af et flydende fælleshus og husbåde, der er med til at skabe miljø, siger Mikkel Nordberg.

– Der er en bebyggelsesprocent på 150, så vores opgave har i høj grad været at arbejde med volumenerne og højderne for at skabe nicher og nærområder omkring husene og sørge for at beboerne i alle boliger får størst muligt glæde af vandet til den ene side og aftensolen til den anden. Vi har skabt yderlige variation ved at bruge tre forskellige teglsten og forskellige farver på vinduesrammer og altaner. Vi har også arbejdet med nogle facadefremspring eller påbygninger i gavlene, som går fra jorden og næsten hele vejen op. De trækker facaderne rundt om huset og er med til at nedbryde skalaen lidt, hvilket er vigtigt når man bygger så tæt. Tiltaget er også godt for grundplanerne, da det giver lidt ekstra rum, som man ellers kan savne i de her meget kompakte fireværelses lejligheder, forklarer Mikkel Nordberg.

Sider

Andre byggerier i Byggeplads.dk 2017 nr. 3

Bolig

Amerika Have

Amerika Plads har kastet anker

Forskningscenter

Arla Innovation Centre

Mødet mellem natur og tanke

Domicil

Axel Towers

Det runde Danmark

Butikscenter

Bauhaus, Valby

Selvbyggertemplet i Valby

Børneinstitution

Børnebyen Vandværket, bygning B

En lille landsby for børn midt i byen

Bolig

Frederikskaj 2

Sydhavnens nye skønhed

Skole

Katrinedals Skole

Skolen som campus

Bolig

Kubehusene

Byggeklodser supersize

Bolig

Lottrupgården, CeresByen

Kompakt, urban boligkarré med levende profil 

Domicil

Nordea A/S

Nordea City

Bolig

Nordre Havnepromenade

Luksuslejligheder stævner ud i fjorden

Bolig

Ternevænget

Lavt boligbyggeri med lebensraum

Museum

Tirpitz

Under sandet

Bolig

Valdemarsgade/Sonnesgade

Fleksible bylejligheder med udsigt

Boliger

Østerbro Brygge, etape 2

Fra hashklub til grønt brokvarter