Funders
Fundersvej 6
7100
Vejle
Danmark
Navnet er Funders. En nyopført boligbebyggelse med 57 lejligheder på mellem 100 og 135 kvm, opdelt i zonerne Kulturbåndet, Parkhusene og den grønne plæne, kaldet Grønningen. Kulturbåndet er toetagers boliger, placeret tæt på åen og på rad og række som de gamle produktionsbygninger, og Parkhusene står på den grønne plæne som selvstændige punkthuse i tre og fire etager med flot udsigt i alle retninger. I umindelige tider lå her på grunden fabrikken G. Funders Rebslageri & Børstefabrik, eller, i hvert fald fra 1901 og til lukningen af produktionen i 2014. Arealet blev købt af Therkildsen Ejendomme, og arkitektfirmaet Rum har tegnet det attraktive boligprojekt i respekt for stedets historie.
Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik har til projektet leveret og monteret bagmurselementer, skillevægge, bjælker, søjler, altanplader, trapper og huldæk til de i alt ni bygninger i boligkomplekset. Sælger Christian Bach Christiansen fortæller:
– Det er et utrolig flot byggeri med en fantastisk beliggenhed nærmest i en naturlig gryde i landskabet. Man kan egentlig ikke se stedet fra vejen. Når man kommer ind i området, er det derfor næsten en lille verden for sig selv, et hyggeligt miljø med høje, slanke træer i skovkanten op ad skrænterne, ro og fred i smukke omgivelser med å og dal, og samtidig kort afstand til indre by. Her har man opført seks fuldstændig ens boligblokke og tre lidt større punkthuse i et 2-delt men samlet kompleks. Arkitekturen, bygningernes placering, facadeudtryk og små detaljer i bygningskomplekset har historiske tråde til stedets industrielle historie. Rent montagemæssigt var det som leverandør af betonelementer lidt kompliceret at komme ind og ud på grund af den lidt snoede vej ned i gryden, men samarbejdet på byggepladsen har fungeret perfekt, lyder det fra Christian Bach Christiansen, som fortæller om Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik, at den familiedrevne virksomhed typisk leverer betonelementer til bolig- og industribyggerier over hele landet, og har gjort det siden 1945.
– Det er Therkildsen Ejendomme, som har opført disse boliger i Mølholmsdalen i Vejle. Den såkaldte Parkbebyggelse omfatter 33 lejligheder i 3- og 4-etagers boligblokke, og de resterende 24 lejligheder ligger i 2-plansbebyggelsen, som kaldes Kulturbåndet. Alle boligerne er med altan, hvortil vi har leveret altanpladerne. Hele byggeriet er opført som et såkaldt vedligeholdelsesfrit byggeri. Det er noget, man har lagt vægt på. Facaderne er en flot blanding af tegl og skiferpladebelægning, fortsætter Christian Bach Christiansen.
Grønningen er det samlende element for de to boligtyper i Funders-byggeriet, og højdeforskellen på Kulturbåndet og Parkbebyggelsen er med til at understrege den kuperede landskabsprofil, hvor der bygges visuel bro mellem de høje skrænter mod øst og det flade plateau mod vest. Der er separat adgang til parkhusene via den eksisterende indkørsel på stedet. Disse bygninger har alle en enten syd- eller vestvendt altan. På skråningen er der parkeringsmulighed, både åben og overdækket. Facaderne fremtræder lette og transparente, med kig til det smukke landskab.