Idrætsbyen
Bonderupvej 2c
3600
Frederikssund
Danmark
På en mark i Frederikssund er det et par år siden, at kornet har strakt sig gyldent mod himlen og ventet på mejetærskerens skarpe knive. For planerne om en idrætsby i kommunen har længe været på tegnebrættet og marken, ved det naturskønne område Sillebro Ådal syd for Frederikssund by, udpeget til projektet. Allerede tilbage i 2017 blev det første spadestik taget til den første etape af idrætsbyen, nemlig den nye svømmehal. Men projektet gik hurtigt i stå. Byggeriet, der skulle have været færdigt i 2019, blev ramt af både en sen byggetilladelse, og samtidig fandt man danefæ på grunden og forurenet jord. Men nu står svømmehallen klar – en svømmehal med badelandskomfort, der sikkert vil trække brugere fra nabokommunerne til også.
Det er arkitektfirmaet Keingart, der har udarbejdet skitser. Byggearbejdet er udført af G.V.L. Entreprise i totalentreprise. GPP Arkitekter har varetaget arkitektydelsen i samarbejde med Bay Arch, og Moe har varetaget ingeniørydelsen i samarbejde med Aqua Teknik.
Svømmehallen har som den første i Danmark en vandsauna. Her er der indbygget et vandbassin i selve saunaen, så du sidder med fødderne i vand. I svømmehallen har man valgt at placere stedets tre saunaer i et fælles wellnessområde med varmtvandsbassin og mulighed for at tømme en balje iskoldt vand ned over sig i et mindre bruseafsnit. Varmtvandsbassinet er desuden beregnet til handikapundervisning. Ud over vandsaunaen er der en infrarødsauna og en traditionel sauna – dog med et tvist. For her er en endevæg i glas, så man kan sidde i varmen og kigge ud på Sillebro Ådal – et natur- og fritidsområde i Frederikssund by. Placeringen af de tre saunaer betyder, at der ikke er saunaer i forbindelse med omklædningsrummene.
– Det giver os i stedet mulighed for at lave fælles saunagus. På den måde får vi en lille smule badeland over stedet og kan tilbyde lidt mere end en svømmehal, fortæller Kaare Jacobsen, idrætsfaglig leder, i Frederikssund Kommune.
Den nye svømmehal har ikke kun været et byggeri med øje for sig selv. Svømmehallen skal ses som en del af en kommende idrætsby, der skal samle alle idrætsfaciliteter i Frederikssund. Derfor er svømmehallen tegnet, så bygningen på sigt matcher med det overordnede og sammenhængende projekt. Og det danner en vifte – eller man kunne sige et trekløver med svømmehallen i midten med haller på begge sider. Det bliver både tre selvstændige bygninger – og så alligevel ikke, da alle tre bygninger vil smelte sammen via fælles gangarealer, så hele idrætsbyen opleves som ét byggeri. Derfor har man skullet bygge svømmehallen med udsigt til en udvidelse på sigt.
– Det har været vigtigt, at vi fra start har haft en helhedsplan, så det endelige resultat fremstår som et homogent byggeri fremfor en række knopskydninger af flere forskellige bygninger, forklarer Kaare Jacobsen.
Svømmehallen er bygget i et kuperet område, og det har man udnyttet til svømmehallens arkitektur. Der er gravet ind i en høj, så man på den måde har skabt et stort kælderareal til svømmehallens teknik uden at grave ned i jorden til et kælderareal. Indgang og foyer er placeret på det øverste niveau, og bassinerne er placeret i det lavere niveau. Der er omklædning til svømmehallen på det lave niveau, mens der på øverste niveau er fodboldomklædning, lounge og mødelokaler.