Idrætsbyen
Bonderupvej 2c
3600
Frederikssund
Danmark
Naturligvis er bassiner og saunaer svømmehallens hjerte for brugerne. Men det pumpende hjerte, der sikrer, at svømmehallen fungerer, finder man i kælderniveauet, hvor al teknikken befinder sig. Det er nærmest en by for sig selv og tæller over halvdelen af hele byggeriet. De tekniske anlæg skal ikke kun sørge for varme og lys, men også frisk luft og rent vand til brugerne. I-plus ApS har leveret og monteret svømmehallens seks ventilationsanlæg. De tre er til selve svømmehallen, hvor anlæggene er ekstra coatet for at klare svømmehallens klima med klor. Coatingen består af en epoxymaling.
Der er recirkulering i aggregaterne, så luften i svømmehallen suges ud og blandes med ren luft for så at blive anvendt igen.
– Det er vigtigt, at der bliver blæst ind med en temperatur, der er højere end vandet i bassinerne for ikke at køle vandet af i bassinerne, forklarer ph.d. June Richter Hansen, direktør fra I-plus ApS.
Luften er omkring 28 grader, når den blæses ind igen og endnu højere i wellnessområdet.
– Udfordringen har helt klart været coatingen. Det er en selvstændig proces, der kræver ekstra tid. Alt er blevet coatet. Noget inden det er blevet sat op og andet efter. Men også at få plads til det hele for ventilation fylder meget i en svømmehal, lyder det fra June Richter Hansen.
I forbindelse med omklædningsrummene til fodbold har man valgt synlig rørføring.
– Så er det nemt, hvis noget skal skiftes. Men vi har også kigget på æstetikken i det, og gået efter så rene linjer som muligt. Det vigtigste har dog været at nedbringe tryktabet i kanalerne. Jo mindre aggregaterne skal arbejde, des mindre energiforbrug og dermed billigere drift, siger ph.d. June Richter Hansen.
I teknikkælderen har man også egenproduktion af klor, så man slipper for at få kørt klor til stedet. Det betyder en mildere klor i bassinerne. Samtidig har man valgt at filtrere bassinvandet ved hjælp af både sandfilter og pulverfilter. Ved brug af pulverfilter sparer man plads, da der går omkring syv sandfiltre til kun et pulverfilter.
Teknikkælderen er sin helt egen by med indgang udefra i niveau – og med et areal på ca. 2400 kvm, hvor der er fem meter i højden på det højeste sted. Det giver gode arbejdsbetingelser for at kunne holde svømmehallen kørende, så både skoleelever, konkurrencesvømmere, unge, ældre og gamle kan gøre brug af den nye svømmehal med badelandskomfort.