Rolighedsvej 1 – 33
2750
Ballerup
Danmark
134 boliger i størrelsesordenen 65 til 114 kvadratmeter fordelt over to-, tre- og fireværelses lejligheder er skudt op på grunden mellem Rolighedsvej og Hold-An Vej i Ballerup. Stolt rejser bebyggelsen sig i fire etager og omkranser et centralt gårdrum, som der er direkte adgang til fra samtlige 17 opgange.
Lejeboligerne er placeret i det attraktive krydsfelt mellem kultur og natur. Med gåafstand til Ballerup Centerets mere end 50 butikker og Super Arenaen på den ene side og den smukke Rådhuspark og det socialøkonomiske økologiske landbrug, Grantoftegård på den anden. Og trænger man til at komme lidt væk fra det hele, er der gode transportmuligheder fra stationen, ligesom det også er nemt at nå motorvejsnettet både retning mod København og stik syd.
Dyrlund Sørensen A/S har været totalentreprenør på byggeriet. Og byggeleder Lasse Kristensen har kun rosende ord med på vejen, når talen falder på hele processen:
– Vi har bygget det, der blev projekteret, hvilket viser hvor godt det er, at man som totalentreprenør kommer tidligt ind i projekteringen. Så der er der stor ros til bygherre for dette, og der har været en fin dialog hele vejen igennem alle parter imellem. Der er rent faktisk kun småting, der er blevet ændret undervejs, hvilket også fortæller at tingene er blevet gennemtænkt inden de er sat i gang.
Som eksempel på dette påpeger Lasse, at der i forbindelse med etablering af de elevatorer, der forefindes i hvert hjørne af bygningen, opstod behov for at en af disse var så stor, at den kunne rumme en palleløfter til at lette fremtidig brug af taghaver.
Elevatorerne fører nemlig direkte til den attraktive taghave, der efter planen skal vokse op som en slags fritliggende femtesal på toppen af de nye boliger. Tanken bag er, at den skal kunne rumme både fælles arealer, hvor man kan mødes med de andre beboere i ejendommen, og en række private haver, som man kan leje sig ind i.
Det er AI Arkitekter der står bag udformningen af byggeriet på Rolighedsvej.
– På trods af vejens navn, var der rent faktisk slet ikke så roligt endda, da vi ankom til grunden. Der var støj fra bilerne, der passerede på Hold-An Vej, og jernbanen kørte også tæt forbi. Det var derfor en spændende udfordring at gøre byggeriet på den lidt støjombruste plads attraktivt, fortæller Tomas Snog, kreativ direktør og partner hos AI Arkitekter.
Og en af måderne man valgte at gribe det an på, var ved at skabe et roligt byggeri, bestående af en kombination af sammensatte og fritstående bygninger, der tilsammen skærmer mod støjgener fra de omkringliggende veje og skinner. Bygningerne lukker sig omkring gårdrummet, hvorved man fik et fredfyldt sted omkranset af i alt 10 blokke hele vejen rundt.
– Et sådan byggeri kan nemt virke tungt og klodset, så derfor valgte vi at bryde karréen op i mindre forskudte kuber, der giver små fremspring i facaderne og letter det samlede indtryk, siger Tomas Snog.
I dag skyder byggeriet op i fire etager, men oprindeligt skulle det have været endnu højere. Til gengæld har det endelige byggeri givet en enestående mulighed for at etablering af en taghave, som vel nærmest udgør en slags fritliggende femtesal. Derfor har man også arbejdet målrettet ud fra et ønske om, at facaden ikke skulle overskygge men derimod understøtte taghaven, som der er lagt mange kræfter og tanker i.
Netop haven på toppen er noget Tomas Snog forventer sig meget af: