Lottrupgården, CeresByen
Silkeborgvej 5-7
8000
Aarhus C
Danmark
– Byggeriet er opført i energiklasse 2015 med vinduer af lavenergitypen i aluminium/komposit og et behageligt indeklima, hvor der ventileres med varmegenvinding. De hårde hvidevarer fra Bosch og Gram er med til at sikre et effektivt energiforbrug, samtidig med at de designmæssigt er nøje afstemt med de moderne, sorte køkkener. Over dørene i lejlighederne er der vinduer, som bidrager til gennemstrømmende lys i boligen. Der er adgang til fælles tagterrasse med panoramaudsigt over byen.
Contiga Tinglev A/S har leveret betonelementer til byggeprojektet, og projektleder David Strojek fremhæver:
– Det har været en stor fornøjelse at samarbejde med Enggaard om dette spændende og vellykkede projekt, hvor det ved god koordinering og effektiv kommunikation er lykkedes at løse de praktiske udfordringer med bl.a. logistikken på byggepladsen undervejs. Vi har leveret betonvægge, huldæk, søjler og bjælker til det smukke byggeri, som jeg opfatter som en moderne klassiker, der både fremtræder i ren og enkel nordisk stil med fine referencer til Ceres-bryggeriets bygninger og Aarhus’ boligkarréer fra 1920’erne, samtidig med at man får associationer til efterspurgte senindustrielle kvarterer med tætte boligkarréer i New York.
I opgange og lejligheder har man prioriteret det rå og urbane udtryk, med god tekstur og stoflighed. Alle betonvægge og tværgående elementer har en medfødt karakter, hvor små fejl og metermærker m.m. er bibeholdt under lakken. Beboerne befinder sig midt i bycenterets aktive mylder, men har også grønne områder, park og å i baghaven, så at sige.
Navnet Lottrupgården refererer til aarhusianeren M.C. Lottrup, som i 1856 stiftede Ceres-bryggeriet.