Slagteriet
Køgevej 4-6
4000
Roskilde
Danmark
– Vi har holdt ugentlige koordinerings- og sikkerhedsmøder i fællesskab og haft løbende dialog, så vi har kunnet aftale, hvem der gør hvad hvor. F.eks. når der skulle benyttes kraner, så har vi jo ikke kunnet stille to kraner på samme sted samtidig, fortæller Peter Jørgen Hegaard Kristiansen, projektleder hos KABI Entreprise A/S.
På trods af koordinering, så løb begge parter ind i benspænd i processen. Der var netop aftalt tid vedrørende brug af kraner, men grundet forurenet jord blev et byggefelt forsinket, og så stod der pludselig to kraner meget tæt på hinanden.
Da vi blev forsinkede, måtte vi ændre i planen. Nu kom kraner pludselig til at stå inden for hinandens kranområde, hvilket vi ellers havde forsøgt at undgå. Så den ene kran måtte forhøjes, og det blev nødvendigt og vigtigt, at begge kranførere havde kontakt til hinanden for at undgå kollisioner, fortæller Peter Jørgen Hegaard Kristiansen.
Samtidig skulle sikkerheden også optimeres i forhold til den socialøkonomiske virksomhed INSP, som er et moderne medborgerhus, der er omdrejningspunktet for folkekøkken, festivaler, foredrag, kreativt værksted, og meget andet. INSP holder til i en af de gamle slagteribygninger, der er bevaret og ligger klos op ad byggepladsen. Grundet Covid19 var stedet dog lukket i tre måneder, mens der blev arbejdet videre på byggepladsen.
– Vi var voldsomt presset på plads, men fik så hjælp af kommunen, der skulle lave parkeringspladser og stisystemer ved byggegrunden. Den grund fik vi lov til at benytte som midlertidig byggeplads, fortæller Peter Jørgen Hegaard Kristiansen.
Det er også KABI Entreprise A/S, der har færdiggjort alle udearealer, som de to bygherrer deler. Det vil sige, at det åbne gårdmiljø med græs, bede og legeplads til bygning 2A – hesteskoen – ikke kun er forbeholdt beboerne i hesteskoen, men kan benyttes af samtlige beboere uanset lejer eller ejer. Der er også lavet en fælles p-kælder.
BOSJ-byggerierne består af 110 boliger, som varierer i størrelse og antal rum, så boligerne henvender sig til børnefamilier, par, singler og seniorer.
Stuelejlighederne har udgang til egen lille terrasse, og de øvrige er som sagt med fransk altan, men forberedt til rigtige altaner på sigt.
Boligerne er holdt i hvidt med hvidt køkken, synlige loftsdæk og med egeparket på gulvene. Alle boliger har samme størrelse badeværelse, som er præfabrikerede og gjort klar til vaskesøjle.
De store vinduespartier sikrer et godt lysindfald, og de dybe vindueskarme kan anvendes til siddepladser.
Man får en bolig tæt på by og station. Man får også larmen fra godstrafikken. Derfor er der lydglas i de boliger, der vender mod banen. Byggeriet er bygget efter BR2015 og for at opfylde energikravene, har man valgt en løsning med solceller på taget.