Axel Towers
Axeltorv 2
1609
København V
Danmark
Det er imidlertid ikke i det niveau, man får sit allerførste indtryk af Axel Towers. Projektets disposition er tilrettelagt, så gæster ankommer i etageniveau 01 over det dobbelthøje parterre. At komme dertil er en oplevelse i sig selv med et arkitektonisk studieprojekt i trapper og infrastruktur. Hovedtrappen, der vender ud mod hjørnet Axeltorv/Vesterbrogade, kan sammenlignes med Den spanske Trappe i Rom, mens et par mindre søskende vender mod øst og nord, suppleret af en elevator. Turen op belønnes af en bypark med eksotiske træsorter – cirkulær, naturligvis – hvorfra man stående med nakken tilbage kan betages af de tårnende facaders elegante piruetter.
Det er imidlertid især husets gående gæster, der er tiltænkt denne betagende ankomst til Axel Towers, mens de, der har deres daglige virke her, har andre muligheder: I de nedre etager – under terræn – findes parkering til både biler og cykler, sektionsopdelt med ståldøre og gittersektionering af hensyn til luftgennemstrømningen, oplyser Novoferm Danmark A/S, der løste denne del af en ekstremt kompleks totalentreprise fra Züblin A/S. Novoferm Danmark er en del af den tyske koncern med speciale i netop ståldøre, brandsikre komponenter, porte og garagedøre. Til Axel Towers var Novoform Danmark ansvarlig for branddøre og -porte op til sikringsklasse BD60 samt lydreducerende dørløsninger. Der er direkte trappe- og elevatorforbindelse op i tårnene fra underetagerne, så medarbejderne herfra med kort kan tage direkte til arbejdspladsen.
Lobbyens udformning er – som tilfældet er med de fleste rum i huset – præget af arkitekturens cirkelslag. En praktisk gulvbelægning i direkte forbindelse med udemiljøet er valgt i den samme gyldne farvetone, som præger bygningerne ude og inde: Det er en Burlington sandsten, lagt i fliseformater af Londero Mosaik.
Her modtager man de første stærke signaler om den materiale- og farveholdning, som præger hele Gorrissen Federspiels domicil: Det ædle og noble er den uphørlige basgang, men tilført kant med et tilbehørsprogram af belysning, møbler og inventar i en moderne nordisk og kontinental tone fra producenter som Mooi og Arper eller danske OneCollection. Det er tillidsvækkende med fravalg af det prangende. Det er en moderne klassicisme.
Et godt eksempel på det er den tematiske beklædning af de skillevægge i interiøret, som ikke er af glas. I en tidligere periode kunne bankers hovedsæder eller advokaters domiciler til denne artikulering og opgradering af skillevæggen vælge en kostbar træsort med varm lød som eg eller palisander. Gorrissen Federspiel er tro mod det gyldne tema, men giver det nu form i samtidighedens designsprog med teknologiske, perforerede sinus-bølgeplader af kobber, leveret og monteret af AE Stålmontage A/S.
Væggene består af 50 mm trykfast isolering med en bagplade af stål og lyddug, fulgt af den bølgede kobberplade i 0,6 mm’s tykkelse, perforeret med 1 mm-huller. I alt udførte AE Stålmontage ikke mindre end 4.600 kvm af denne særlige og unikke vægløsning.
– Det ser ikke bare godt ud, men er også helt enestående,forklarer Jonas Højgaard, AE Stålmontage A/S.