C. Reinhardt A/S
Industriparken 21
2750
Ballerup
Danmark
Arkitekter får tit at vide, at de er mere optaget af arkitekturens ydre skønhed end af de værdier, der findes indenfor murene. Det er ikke tilfældet i et nyt domicil for C. Reinhardt i Ballerup, dansk agent for motorcyklen Suzuki.
- Tværtimod, forklarer arkitekten Ulrik Storm fra Mannik & Storm A/S Arkitekter. Dette hus er tegnet indefra med afsæt i, at vi overtog virksomhedens eksisterende kontorhus på adressen. Dele af det blev fjernet; foran resten af det gamle hus har vi projekteret det nye hovedkontor, planlagt med afsæt i det centrale fællesrum, der således forbinder lager og administration.
Ulrik Storm uddyber, at det tværgående atrium er C. Reinhardts hovedpulsåre, hvor trafikken vil udfolde sig i den travle hverdag. Her kan man afvikle kunde- eller medarbejderrettede aktiviteter, og her kan hverdagens uformelle møder finde sted. Samtidig får man et indtryk af husets dybde, når man ankommer gennem hovedindgangen ved atriets midte. Her er der kig tværs igennem kontorfløj, atrium og lager.
Plandisponeringen udvikler sig omkring atriet, så administrationsfløjen i to etager har front mod Industriparken og syd, mens showroom, lagerstyring og de 3.000 kvm højlager ligger på atriets nordlige side og strækker sig ind på grunden, tilgrænset af Ballerup Byvej. Lagerbygningen markeres af et skift til sorte betonelementer i imponerende 8 m ubrudt højde med synlige skærver. Videre mod nord er byggeretten udnyttet med endnu en kontorbygning – til udlejning, planlægger C. Reinhardt. De ekstra 3.400 kvm er opført i samme byggesag, med samme arkitekt og hovedentreprenør og i et beslægtet formsprog.
Atriet
Arkitekturens ønske om at planlægge indefra er også årsagen til, at Reinhardts gæster – og sikkert også medarbejderne – bedst forstår husets karisma ved ankomsten til det centrale atrium. Det er netop ikke det sædvanlige glasbur, men karakteriseret af et sidelys, suppleret af tilsvarende beskedne rytterlys. Imellem dem er der lukket dæk, indesluttet af den bærende stålramme i HEB240 mm fra CSK Stålindustri, der holder både dæk og lys.
Løsningen er et godt bevis på, at mindre ikke nødvendigvis er ringere, for dagslysets indfald i Reinhardts bygning er både rigeligt og afvekslende; for med rytmen, der taktfast slås af lukkede partier overfor åbne, forstår vi rigtigt at værdsætte forskellen mellem dem.
- Og med mindre glas opnår vi en bedre klimastyring i et hus, der sætter pris på en flad, demokratisk organisation, hvor alle har lige adgang til hele huset, forklarer arkitekt MAA Ulrik Storm.
Arkitekterne har virkeliggjort et gennemgående grafisk stærkt søjletema ved hjælp af lukkede partier af hvid beton, mens andre er beklædt med sort, patineret zink. Kontrasterne brydes af glaspartier med opluk fra Glasalu.
Glasalu, der er et selskab i Hansen Group, har løst lukningsopgaven i huset med et program af Hansen profilsystemer som Hansen Fenster® – til opluk – Hansen Millennium® – til rytterlysene – og Hansen Fasad® i den smalleste 50 mm version til facadepartierne. Udtrykket er ekstremt slankt og åbent med en fin udspænding til bl.a. de opulente zinkkassetter omkring indgangspartiet.