Skov & Landskab, Københavns Universitet
Rolighedsvej 23
1958
Frederiksberg C
Danmark
Skov & Landskab er et center ved LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Her bliver man klogere på skovens og landskabets egenskaber og også på de produkter, der trives der. For eksempel træ.
Da arkitekterne Rørbæk & Møller derfor vandt konkurrencen om at tegne en institutudvidelse i form af en bygning, placeret nord for de eksisterende rammer til samme formål, så lå træ på spidsen af tungen. Arkitekterne havde også et ønske om at tage afsæt i murværket på den bygning, som siden 1858 har været en del af komplekset på grunden, der indrammes af Bülowsvej, Rolighedsvej og Åboulevarden.
Resultatet blev indviet med en reception den 24. september. To elementer i bygningen kaldes henholdsvis ‘U’et og Æsken’: Et U på fire etager med facader af lyst, moderne murværk med reference til de velpatinerede gule sten, som præger LIFE’s campus, brudt af partier med cedertræ og glas; dertil en æske med et ydre af cedertræ udvendigt og asketræ indvendigt på bærende stål. Æsken har en høj foyer-etage, fulgt af to niveauer med kontorer, mødelokaler og et auditorium, og skyder sig ind i U’ets ramme. Mellem de to geometrier dannes et begrønnet panoptikon-atrium, overdækket med ni rytterlys. Tanken er, at atriets vinterhave går i dialog med havens anlæg udenfor og dermed tillader ude og inde at smelte sammen. I alt løber det nye hus op i et fladeareal på lige godt fem et halvt tusinde kvadratmeter, heraf dog 1.300 placeret i teknik- og depotkælderen.
Byggeprojektet er udført i fagentrepriser, styret af arkitekterne. Ingeniørvirksomheden Lemming & Eriksson løste alle de tekniske beregninger med ansvar for såvel konstruktionernes bærende stål som for de komplicerede installationer i et hus, hvor en hel etage – den første – er udlagt som laboratorier. Samtidig er byggeriet teknologisk højt udviklet på en intelligent platform med det ypperste i bygningsstyring for at sikre en miljø- og energimæssigt forbilledlig drift.
Lemming & Eriksson har erfaringerne fra tilsvarende opgaver med universitetsbyggeri for bl.a. Syddansk Universitet i Odense. De gør det arbejde nemmere og sikrere.
Med den tematiske brug af træ er projektets bærende komponenter projekteret i stål, hvoraf store dele i form af f.eks. de bærende vertikale bjælker leverer et bidrag med stor tyngde til interiørets æstetik. Mens Lemming og Eriksson stod for ouverturens beregninger, var det Kongerslev Brandmaling, der stod for finalen i form af den afsluttende brandmaling af de store mængder bærende stål. Atriets søjler, trapper og balkoner er slutbehandlet med en sort maling i en spændstig kontrast til glas og ikke mindst til træbeklædningernes livfulde åretegninger.
Brandmaling er Kongerslevs speciale. Hvis de brandmalede overflader udsættes for varme, skummer de op og danner et tykt beskyttelseslag om den behandlede stålkonstruktion. Brandbeskyttende maling anvendes til brandsikring af bærende stålkonstruktioner, hvor der stilles krav om varierende grader af udholdenhed over for flammerne. Beskyttelsen er udført i en vifte af variationer fra BS-30 helt op til BS-120!
Ude såvel som inde har Skov & Landskab fået et hus, der bedst kan beskrives med ord som udfordrende, afvekslende og anderledes. Ikke mindst i en tid, karakteriseret af modernismens kølige og distancerende materialer, er det en lise at besøge et hus, der vil en anden vej. Det er den, der ikke er snorlige, men som byder på kildrende vues på turen gennem og rundt om arkitekturen.