Kulturværftet
Allegade 2
3000
Helsingør
Danmark
10.10.10. var datoen, hvor Helsingør Kommune havde valgt at søsætte Kulturværftet og i den forbindelse havde inviteret offentligheden indenfor. Dog var det nye kulturskib slet ikke klar til afgang, og det bar værftet tydeligt præg af. Forsinkelser pga. bl.a. en vandskade, forårsaget af sommerens kraftige regnbyger har gjort, at Kulturværftet ikke kunne stå 100 pct. klart til den urokkelige dato. Faktisk langtfra, og derfor var der flere ‘vagter’ placeret rundt på skibet, bl.a. foran den store scene og den lille scene, hvor der arbejdes på højtryk, da værftet allerede er klar med koncertkalender kort tid efter åbningen – ja faktisk dagen efter.
Det 13.000 kvm store Kulturværftet ligger til kaj på havnefronten, og er på den måde et synligt kulturelt vartegn for byen – dog ikke nævneværdigt synligt på åbningsdagen, da adskillige containere blokerede for synet. Ingen tvivl om, at værftet stadig er en aktiv byggeplads – og at det nok også bliver det et pænt stykke ind i det nye år, hvis man også skal have den udendørs plads foran værftet brugbart. Men det er blot visuel ‘støj’, der forsvinder i takt med, at Kulturværftet bliver helt færdigt – og mon ikke værftet bliver en historisk bygning a la sin nabo – Kronborg Slot. I hvert fald er to af byens mastodonter samlet inden for gåafstand med hver deres tidsalder – og materialer.
Kulturværftets facade har sit helt eget liv. Indgangen er markant og voluminøs med et glasudhæng. Langs facaden mod havnen springer facaden i form af glassejl, der trækker ud af bygningen. Facaden er opbygget af en facetteret klimaskærm og en tagstruktur i glas og stål, der omslutter de eksisterende værftsbygninger, der herved berøres minimalt og bevares som en historisk kerne i det nye byggeri. Kai Andersen A/S har stået for lukningsentreprisen, udover glas- og aluminiumsfacader omfatter denne tagdækning, udvendig solafskærmning samt indvendig mørklægning
- Geometrien er kompleks med mange specielle vinkler, hvilket har været en udfordring, og de fleste løsninger til Kulturværftet er udviklet specielt, fortæller Michael Hesselbjerg Ramussen fra Kai Andersen A/S.
Firmaet har i alt leveret og monteret 3.500 kvm glas, 900 kvm solafskærmning i rå aluminiumsplader med 30 mm huller skruet på aluminiumsrammer, der atter er skruet fast på byggeriet. På de lukkede plader, som udgør 600 kvm ligeledes i rå aluminium, har man bibeholdt samme mønster som de perforerede plader. Pladerne på de lukkede flader er klæbet til underlaget, så risikoen for spændinger i pladerne reduceres.
Arkitekterne Aart a/s, der har tegnet Kulturværftet, oplyser, at den samlede facadestruktur skaber en klar identitet i moderne arkitektsprog, som kendetegner Kulturværftet og på én gang både kontrasterer og reflekterer de eksisterende bygninger og området omkring. Det har da også været et kriterium, at dele af det gamle værft skal indgå som genkendelige i det nye Kulturværft.
Så snart man træder ind, får man fornemmelsen af at være om bord på en supertanker. Her er råt. Meget råt. Betongulve, vægge, trapper samt ståltrapper og farver i hvid, sort og betongrå som de gennemgående farver. Og naturligvis bærer det hele også præg af, at det så langt fra er færdigt.