Nordea A/S
Grønjordsvej 2
2300
København S
Danmark
Atrierne fremstår på en gang homogene med et stærkt udtryk i de transparente rum, der italesættes af en grøn beplantning og punktvise nedslag af inventar, men også realiseret med få, ordførende materialer: Foruden den svenske skifer er det glas – store mængder af glas i brandsikrede, hærdede og laminerede versioner – samlet med sorte alu-glaslister i en stor, samlet underentreprise fra Deko Loft + Væg P/S, akustikpuds med supplerende præcise lysningsbeklædninger i ovenlys (Barrisol) samt installationsgulve på trapper og etager med henholdsvis højkantsparket (eg) og tekstile belægninger.
Gulvbelægningerne er realiseret i en omfattende underentreprise, der er løftet af Anchers Gulvservice, nu også kendt som AG Gulve. Den omfattende levering og montage af installationsgulve, ca. 22.000 kvm, har Anchers Gulvservice gennemgående løst med Lindners løsninger, afsluttet med PA-tekstile fliser fra tyske Anchers Teppichboden, vekslende med egeparket i f.eks. mødeafsnittene.
Det er også Anchers Gulvservice, der har leveret Topwell-lamelmåtterne fra Egetæpper A/S, som skal sikre gulvene mod snavs og fugt i ankomstområderne. Hele 90 pct. af den snavs og fugtighed, som ellers ville blive trukket ind i bygningen, absorberes, når man går igennem Egetæppers cleaning zone. Topwell-lamelmåtterne muliggør en besparelse på op til 65 pct. af vedligeholdelsesudgifterne, og samtidig reduceres slitagen.
Særlige tekniske gulvløsninger kan opleves i trader-atriet, hvor hele den tekstile belægning er særligt ventileret som en del af klimaløsningen, samtidig med en sænket undergulvszone med afledning af spildevand i tilfælde af brand. Sprinklernes vand vil med den løsning kunne afledes uden at beskadige Nordeas teknikområde, der ligger lige under tradergulvet.
Det er Enco A/S, der har været teknikentreprenør på den sag, som en del af den komplette vvs-del med bl.a. konvektorer i gulvet langs glasfacaderne. En specialdesignet løsning er det også, at facaderne er sprinklet indvendigt i den lomme, der opstår, hvor lofterne ophører, i en afstand af 700 mm fra glasfacaden. Formålet er at sikre dagslyset de optimale betingelser for at spredes i de overdådige rum.
Den omfattende rørføring i det tekniktunge hus blev ikke bare udført, men også projekteret af Enco A/S, som af samme grund var med i processen fra den tidligste fase.
Det har leveret fornuftige og afbalancerede løsninger med rettidig omhu, også i en proces, hvor projektering og opførelse i perioder foregik parallelt.
– De mange prisværdige bestræbelser omkring facader, planløsninger og indretning er med til at sikre en effektiv drift af bygningen, energimæssige besparelser, bedre akustik og et godt indeklima, konkluderer Henning Larsen Architects i en udtalelse: Levetiden forlænges, og omkostningerne til vedligeholdelse minimeres.