Tectura
Søndre Ringvej 55
2605
Brøndby
Danmark
Friheden Gruppen A/S beskæftiger sig primært med udvikling og renovering af erhvervsejendomme i eget regi til udlejning. Firmaets speciale er at finde de rigtige lokaler til den enkelte kunde, og så skræddersy en færdig løsning efter kundens specifikke behov og ønsker. Her er det en fordel, at Friheden Gruppen fungerer som sin egen totalentreprenør. Der bruges fortrinsvis faste og pålidelige samarbejdspartnere i form af håndværkere og ingeniørfirmaer efter behov. Gruppen står selv for byggeledelsen, men i større opgaver, som den aktuelle, kan der opstå behov for også at få et arkitektfirma koblet på i planlægningsfasen, oplyser Stefan Boll Johansen, som er partner i firmaet.
Friheden Gruppen opererer med en standardhusleje, så lejerne ved, hvad de har at rette sig efter, men specielle krav kan dog resultere i en højere leje. Trods omfattende brug af glasskillevægge i Tectura-projektet er det dog lykkedes at holde lejen nede.
Af især tidsmæssige årsager var det ikke realistisk at overveje omfattende ombygninger eller facadeændringer på bygningen, men med nogle få, enkle greb er det alligevel lykkedes at løfte facaderne op til et helt nutidigt udtryk. De murede facadepartier er filtset sorte og der er monteret ”fartstriber” langs de lange, lige vinduespartier, som præger bygningens forskellige blokke. Fartstriberne er almindelig standardsolafskærmning af aluminiumsprofiler, som er monteret i tre brede bånd med afstand til facaden. Båndene fremhæver det horisontale i bygningen og tilfører betydelig dynamik samtidig med, at de slører billedet af de lidt kedelige oprindelige vinduespartier.
Selve vinduerne er de eksisterende, men mange af ruderne er af glarmesterfirmaet Gustav Sørensen & Søn ApS udskiftet med nye lavenergi-termoruder. Firmaet har også stået for at forsyne de store rytterlys på 1. sal med oplukkelige rammer med automatik.
Til venstre for hovedindgangen, øverst på facaden, har DanSign fremstillet et nyt skilt af Tecturas logo i rustfrit stål, som sidder horisontalt monteret. Lysdioder skjult på bagsiden af skiltets bogstaver giver en koronaeffekt på muren, når de tændes ved mørkets frembrud. Dansign har også leveret et mindre skilt til hovedindgangen og har desuden renoveret et ældre skilt, som har fået sine oprindelige neonrør udskiftet med strømbesparende dioder.
Bygningen, der har form som et F, er i to etager på i alt 3.104 kvm, som anvendes til kontorer m.m., og har desuden 411 kvm kælder, som anvendes til bl.a. servere, opbevaring, garderobe og diverse aktiviteter.
- Det var meget vigtigt for dem, at de kunne have en produktionsafdeling for udviklerne, som lå centralt, men alligevel lidt for sig selv, og så skulle der være et mødeafsnit, hvor man kunne gå fra receptionen og stort set direkte ind i mødelokalerne. Det var også vigtigt at kantine og undervisningslokaler kunne lukkes af og bruges selvstændigt, og alt det kan denne her ejendom lige præcis tilgodese med sin form, fortæller Bo Frederiksen.
Indgangspartiet med reception og lounge er placeret i F’ets øverste hjørne med møderum og derefter kantine placeret i umiddelbar forlængelse i F’ets øverste streg. På fløjens 1. sal ligger kontorer, møderum og et undervisningslokale. En midtergang med bærende vægge på begge sider har det ikke været muligt at åbne helt op, men ved at skære en masse åbninger i væggene er det alligevel lykkedes at skabe fornemmelsen af en søjlegang.