Fælleskrematoriet for Sjælland, Lolland og Falster
Kærup Parkvej 1
4100
Ringsted
Danmark
Også loftet er bemærkelsesværdigt. Et bølgende loft, der bidrager til rummets særpræg. Der er tale om et pudset akustikloft, men altså udført i en iøjnefaldende bølgeform. Men først og sidst. Det er de fem store ovne midt i rummet, der falder i øjnene. Fem højteknologiske vidundere, der er hele essensen i bygningen.
- Som med isbjerget, så er det kun en tiendedel, vi ser på denne etage. De ni tiendedele befinder sig i kælderen. Her er al teknikken placeret, som styrer ovnene, fortæller Tom Olsen.
I kælderetagen er det som om, man træder ind i en anden verden. Den ophøjede ro, der præger stueetagen bliver afløst af et inferno af teknik, og sine steder støj. På grund af hele bygningens konstruktion, når støjen ikke udenfor kælderen. Der er lagt stor vægt på at lydisolere kælderetagen.
Røgen fra ovnene bliver sendt igennem flere anlæg, hvor den nedkøles fra mere end 650 grader til 130 grader. Partikler og andet bliver omhyggeligt filtreret fra, såsom kviksølv og dioxin. Den rensede røg bliver sendt ud gennem skorstenen, der viser sig at være det højeste af de to tårne, der står umiddelbart øst for bygningen. Det andet, mindre tårn suger luft ind udefra som en del af ventilationen i bygningen.
Krematoriet er tilkoblet fjernvarmesystemet i Ringsted. Vand løber gennem systemet og opvarmes af varmen fra ovnene, hvorefter det løber videre ud i systemet. Således bliver to folkeskoler i Ringsted faktisk opvarmet herfra. Ovnene drives af fem blæsere, fremstillet på Ferrarifabrikken i Italien. Når de går i gang sker det med en larm, der har givet det rum, de står i tilnavnet ‘Buldrehuset’. Hele dette tekniske anlæg styres via computere af den teknisk ansvarlige.