Skattecenter Skive
Sdr. Boulevard 14
7800
Skive
Danmark
- Vi har valgt at indstøbe radiatorrørene i facadeelementerne, således at der ikke er synlige rør fra gulv til radiator. Foruden det synsmæssige fortrin er denne løsning meget rengøringsvenlig, siger Jakob Riis Sørensen.
Arkitekten havde i sin første skitse lagt huset med langsiden mod Sdr. Boulevard af hensyn til eksponeringen. Klimakravene gjorde det imidlertid mere hensigtsmæssigt at dreje bygningen 90 grader, så den nu følger en øst-vest længdeakse. Det deraf følgende solindfald fra syd er dæmpet ved hjælp af små vinduesflader, solafvisende glas og en stationær, vedligeholdelsesfri Luxbest solafskærmning. På østgavlen bemærker man en afskærmning udformet som et højt lodret stålespalier.
- På det tidspunkt, hvor medarbejderne møder om morgenen, vil sollyset falde skråt ind på østvinduerne. I den situation er lodrette lameller betydeligt mere effektive end de traditionelle vandrette. Solafskærmningen tilfører desuden bygningen et blikfang ud mod den trafikerede vej, lyder begrundelsen fra arkitekt Klaus Schmidt Hansen, indehaver af KSH Ingeniør & Arkitekt ApS, som hans far, Erik L. Hansen, startede i eget navn for knap 50 år siden.
Bygningen er disponeret med indgang og ekspedition mod øst. Vestdelen rummer personalefaciliteter med det høje kantinerum placeret oven på en høj kælder til teknik, arkiver og opbevaring. Her er der nem adgang til bygningens ventilationsanlæg.
- Medarbejderne på de to kontoretager mødes i kantinen, der er placeret på et mellemdæk midt mellem etagerne og med udgang til en terrasse, siger Klaus Schmidt Hansen.
I dette og flere andre projekter, som arkitekten har tegnet for DS Flexhal, opererer han med et modul med en bygningsbredde på 15 m.
- Denne bredde er ideel, hvis man ønsker et kontorhus uden søjleunderstøtning, der kan rumme arbejdspladser ud mod facaderne og en kerne med service- og velfærdsrum i midten. Den sikrer en rationel byggeform med hurtig montage og lukning af huset. Prismæssigt er løsningen også optimal, hvilket har været afgørende for dette projekt, siger Klaus Schmidt Hansen.