Silkeborg Sportscenter
Århusvej 45
8600
Silkeborg
Danmark
Fra ishockey til taekwondo. Fra springgymnastik til bordtennis. Fra boksning til squash. Det nye Silkeborg Sportscenter bliver samlingspunkt for en række af de mest populære indendørs idrætsgrene og klublivet omkring dem. I rammer, der ser ud som var de bygget til formålet, men det er de ikke.
De store arealer langs Århusvej, som sportscentret benytter en del af, husede igennem mange år H. Reimar Nielsens Tømmerhandel. Indehaverne driver i dag et ejendomsselskab og har på eget initiativ ønsket at støtte især den folkelige, men også den eliteprægede del af sporten i Silkeborg.
Kvit og frit stillede H. Reimar Nielsen Gruppen lagerhaller, butiks- og kontorlokaler til en værdi af 25 mio. kr. til rådighed for byens Idrætssamvirke. Efterfølgende har virksomheden investeret 60 mio. kr. ekskl. moms i en total nyindretning og udbygning af de næsten 10.000 kvm under tag. En investering, som skal forrentes gennem udlejning af lokaler og haller til sportsklubber, skoler, byens seminarium m.m.
Årstiderne Arkitekter A/S i Silkeborg fik overladt udfordringen at forvandle de rå trælasthaller til klub- og idrætsfaciliteter, der kræver vidt forskellige klimatiske forhold.
- Rumstrukturen med to kæmpehaller og en række tilbygninger passede nogenlunde til formålet, men vi måtte igennem mange samtaler med klubberne og fremlægge forskellige forslag inden den endelige løsning. Vi har bygget hallerne sammen med en mellembygning og afstemt gulvniveauerne og derved gjort centret handicapvenligt, fortæller bygningskonstruktør Jørgen Skov, Årstiderne Arkitekter.
En gangforbindelse gennem hele centrets overetage måtte dog opgives, da taekwondofolkene ikke brød sig om, at alle og enhver kunne kigge ind til træningen til det sorte bælte. Derfor er der ikke elevatorforbindelse til denne del af førstesalen. Ellers er det et gennemgående arkitektonisk princip, at der er visuel kontakt mellem foreningernes træningslokaler i stueplan og klubfaciliteterne, hvor der slappes af, mødes og festes. Det samme gælder ishockeyhallen, hvor der er i den ene ende er blevet plads til et stort cafeteria for hele centret.
Generelt var de tidligere trælasthaller og byggemarked i forbavsende god stand.
- H. Reimar Nielsen var kendt for kvalitet, også når de byggede til sig selv. Der var skalmuring og isolering i hallerne, bortset fra den nuværende squashafdeling, som er indrettet i et tidligere koldlager, siger Jørgen Skov.
Mure er er blevet ændret, nyopført og vandskuret af Murermester Henning Pedersen, Lind ApS. Herning-firmaet har lagt klinker i bl.a. centrets foyer og har beklædt væggene i de mange omklædningsrum, bade og toiletter med fliser. Hertil kommer en række bygningsændringer, hvortil Tinglev Elementfabrik A/S har bidraget med betonelementer.
Indvendigt er der opsat Troldtekt-plader på skrå, vandrette og lodrette flader. L. Hammerich A/S har leveret i alt 3.900 kvm hvidmalede, akustikregulerende træbetonplader med fin struktur, og de er monteret ved hjælp af et skjult stålskinnesystem.