Th. Langs HF & VUC
Hostrupsgade 56
8600
Silkeborg
Danmark
- Arkitekt og bygherre lagde stor vægt på en praktisk og funktionel løsning med et let og luftigt udtryk. Det, synes vi, er lykkedes hele vejen igennem, også ved de store partier med integrerede facadedøre i aluminium, forklarer Allan Kjeldsen fra Cetonia A/S.
‘Vi mødes på gaden’
Overgangen mellem gammelt og nyt fungerer som fælles- og fordelingsarealer, der sikrer en klar sammenhæng og organisering, ligesom området bidrager med et åbent studiemiljø. Blandt andet kan eleverne benytte siddetrapper, hvor indbyggede stikkontakter forsyner computere og tablets med strøm. En af siddetrapperne får samtidig kantinemiljøet til at vokse ud i bygningen og giver derved ekstra kapacitet.
Fælles for arealerne er, at de skal sikre et godt studiemiljø med fokus på læring. Fællesarealet i stueetagen er tænkt som en indre gade, som alle kan bevæge sig igennem og få indblik i skolens liv. Fra gaden – som skolens elever og personale også kalder den – er der fysisk eller visuel forbindelse til studievejledning, administration, bogdepot, kantine, multilokale og udearealer.
Basislokaler
Basislokalerne er tænkt som klassens grundlæggende hjemsted og er indrettet med elevborde, faste it-arbejdspladser og et mindre område med bløde møbler. Smartboard, whiteboard og opslagstavler er placeret på væggene.
For at understøtte en fleksibel brug er der fra basislokalerne god mulighed for at lade aktiviteter i basislokalerne ‘flyde sammen’ med andre aktiviteter og rumligheder i fællesarealerne. Glaspartier og fremspring skaber visuelle forbindelser og åbninger, som stimulerer elever og personale til en integreret brug af fællesarealerne.
Tænkt hele vejen rundt
Multisalen er skolens rum for fysisk udfoldelse og benyttes primært som danse-/bevægelsesrum for idræt samt drama. En foldevæg øger anvendelsesmulighederne. Lokalet har stor loftshøjde og er placeret, så aktiviteterne i multisalen kan flyttes udenfor, når vejret tillader det.
Multisalen ‘spiller’ godt sammen med en udendørs multibane, som blandt andet benyttes til boldspil idrætsundervisningen. I det hele taget er bevægelse tænkt ind i skolens indretning og lokalernes og arealernes udformning, både inde og ude. Som skolens pedel påpeger, kan elever og kursister reelt opholde sig indenfor dagen lang og stadig få deres behov for fysisk udfoldelse dækket.
Bygherren har lagt stor vægt på miljøet ‘hele vejen rundt.’ Således har tilbygningen et grønt tag beplantet med stenurter, mens den tilstødende tagterrasse med sine bænke, blomsterkummer og højbede er en frodig oase for skolens brugere. Fra tagterrassen kan man desuden nyde udsigten til det majestætiske egetræ i gården og et stort guldfiskebassin, der tilmed blev udvidet i forbindelse med byggeriet.
Godt samarbejde
Da byggeriet blev skudt i gang, var skolens personale og brugere forberedt på en periode med støv og trængsler:
- Det er lykkedes for Jørgen Friis Poulsen og teamet af arkitekter og ingeniører at binde en gammel skole sammen og åbne op med et torv, lukke lys ind og skabe tydeligere forbindelse til omgivelserne. Det er en præstation i sig selv, men det er endnu mere imponerende, at det har stået på samtidig med, at skolen har været i drift – uden at forstyrre undervisningen nævneværdigt. Helt fra projekteringsfasen har der været en god sparring og rigtig fin dialog. Samarbejdet har været positivt og professionelt, tilmed båret igennem med smil og godt humør. Det fortæller rektor Nanna Skulvad og kommer med et konkret eksempel: