Havhuset, Strandlodden 3
Strandlodsvej 25 A-F
2300
København S
Danmark
København får i disse år i gennemsnit 1.000 nye indbyggere hver eneste måned. Det giver grobund for de nye boligområder, der skyder op overalt i hovedstaden med forbløffende hast. Som led i et byfornyelsesprojekt på Amager vokser nye boligbyggerier af høj standard op på Strandlodsvej.
Området udvikles og bebygges af Casa A/S for CPHinvest ApS, med Holscher Nordberg Architecture and Planning A/S som arkitekt på hovedparten af husene. Arkitektfirmaet har også stået for udarbejdelsen af lokalplanen for området.
I 2015 blev Trinhuset og Kobberhuset ud mod Strandlodden færdiggjort, og nu står Havhuset i den anden ende af grunden færdig med direkte Øresundsudsigt fra mange af lejlighederne. Strandlodden ligger i den nordøstlige del af Amager, ganske tæt på Amager Strandpark og badestrand.
Casa har også købt naboområdet Strandholmen, hvor de med Holscher Nordberg Architecture and Planning som arkitekt vil udvikle og bygge op til seks nye beboelsesejendomme.
– Det er tanken, at området bliver bilfrit med sammenhængende gårdrum, som binder alle husene sammen. Et stille og roligt område, der er trygt for børn, og som lægger op til socialt samvær på alle niveauer. Der etableres stier, så man nemt kan komme ind til byen, og på sigt bygger vi en p-kælder for hele området, så vi får de parkerede biler væk fra terrænniveauet, fortæller sagsarkitekt Anders Mortensen fra Holsher Nordberg.
– Kommunen har været meget involveret i alt, hvad vi gør, og vi har haft et fantastisk samarbejde, hvilket er meget vigtigt, når vi skal have sådan et stort område til at hænge sammen og blive lige så godt, som vi drømmer om, siger Anders Mortensen.
– Husene har hvert deres kendetegn og struktur, men der er også en overordnet sammenhæng. Alle huse har murstensfacader, altaner og tagterrasser med taghuse.
Havhusets store volumen er disponeret i en u-form og fordelt på flere sammenhængende bygningskroppe, der går op til henholdsvis to, fire, seks, otte og 12 etager. Havhuset rummer 52 lejligheder og to rækkehuse.
Øverst på hver bygning ligger et taghus med adgang til en stor tagterrasse, som tilhører den underliggende lejlighed. Ikke mindst fra de to penthouselejligheder på 11. sal er der den mest fantastiske udsigt næsten 360 grader rundt, hvor man kan se Øresundsbroen til den ene side og helt til de nye bydele i Nordhavn til den anden side.
– I lokalplanen var der bl.a. det krav til bygningens udformning, at den skulle have springende højder. Det er områdets største bygning, og sådan et volumen kan virke intimiderende, hvis man ikke deler det lidt op. Vi har arbejdet meget med at variere altanerne og vinduesmodulerne, og så har bygningskroppene fået forskellige farver tegl på facaderne, forklarer Anders Mortensen.
Der er anvendt tre forskellige teglsten til facaderne, “Flint”, “Jern” og “Kul”, der alle lægger sig op ad tidens trend med enten mørke teglsten eller jordfarver med changerende spil i, fortæller Rikke Ask fra Wienerberger A/S, som har leveret facadestenene.