Robinielunden
Robinievej 202
2620
Albertslund
Danmark
Da den såkaldte Fingerplan fra 1947 fastlagde, at Københavns vækst mod vest skulle ske langs fem fingre med en S-banelinje i hver og grønne områder imellem, valgte nogle kommuner at satse på højhuse til de mange nye beboere. Albertslund gik i en anden retning og satsede på det, der senere er blevet kendt som tæt-lavt byggeri – rækkehuse, gårdhavehuse og små etagebyggerier, opført som industrialiseret elementbyggeri og med tilhørende uderum som en vigtig del af miljøet.
I den seneste aftapning, Robinielunden, som består af 48 familieboliger opført af Vridsløselille Andelsboligforening, har man dybest set holdt fast i grundidéen med tæt-lav, men her i en opdateret og moderne version under AlmenBolig+-konceptet, der tilstræber almene boliger, der er både større og billigere end traditionelle almene boliger.
Robinielunden er tegnet af ONV Arkitekter i samarbejde med JaJa Architects og har Scandi Byg A/S som totalentreprenør. Bebyggelsen består af otte mindre toetagersbygninger, der ligger placeret rundt om to intime, grønne gårdrum og med grønne arealer omkring.
Boligerne er fra 89 til 115 kvm store, i en eller to etager og meget varierede i planløsningen. Boligerne har adgang til enten altan, tagterrasse eller til en lille privat have.
– Det er jo et meget enkelt byggeri med de fire længer rundt om hver gård. Det handler om skalering og om at bryde sådan en bebyggelse ned i en letfattelig størrelse, der giver beboerne en rar oplevelse. Men vi er faktisk også meget stolte af den kvalitet, vi kan bygge i til en lav pris, siger Søren Rasmussen, der ejer ONV Arkitekter.
– Grundlæggende er kvadratmeterprisen omkring 8.400 kr., men her er den en anelse højere på grund af tilvalg af bl.a. teglfacader og tagterrasser. Vi bruger præfabrikerede boksmoduler, hvor konstruktionen er opbygget i træ, hvilket er både er billigt og bæredygtigt. 80 pct. af arbejdet foregår på Scandi Bygs danske fabrik, resten på byggepladsen, hvor det ellers plejer at være omvendt. De rumstore elementer er 4,4 × 12 m, og de kan stables og sættes sammen på kryds og tværs i op til fire etager med udkragninger på op til 1,5 m, men de kan også trækkes tilbage for at give plads til en tagterrasse, forklarer Søren Rasmussen.
– Som arkitekt laver man jo normalt unika, men vi gør faktisk det modsatte. Det her byggesystem har vi udviklet på gennem omkring ti år sammen med Scandi Byg. Udbudsreglerne for boligforeninger og offentligt byggeri gør det svært at opbygge den slags langvarige samarbejder, men det er altså lykkedes her, og vi har efterhånden bygget over 1.000 boliger sammen efter AlmenBolig+-konceptet. Facaderne er beklædt med en Teglspån, der er sat op på klink, som vi selv har været med til at udvikle. En mursten er 11 cm tyk, mens de her kun er 14 mm tykke. Det giver en meget tynd facadebeklædning med teglstenens gode egenskaber i form af holdbarhed og smuk patinering over tid, og så er de nemme at montere og udskifte, siger Søren Rasmussen.
– Når vi afleverer husene, er de helt indflytningsklare med færdige installationer, ventilation og varme, badeværelser og køkkener, dog uden hårde hvidevarer, dem skal beboerne selv stå for. Denne gang er det dog lidt anderledes, fordi der er tale om et genhusningsprojekt for andelsboligforeningen, så der er opsat enkelte lette skillevægge, fortæller projektchef Michael Hansen fra totalentreprenøren Scandi Byg A/S.