Krøyers Plads, etape 2

I det konsensus-elskende Danmark er et ord som luksusboliger ikke en del af anstændighedens sprogbrug. De fleste vil dog nok medgive, at en privat etageadresse på 250 kvm med havudsigt og alle tænkelige lækkerier i indretning­en er noget over befolkningens gennemsnitlige boligstandard. Det samme kan man sige om handelspriser på op til 16 mio. kr.!

I andre europæiske hovedstæd­er er det ikke skræmmende dyrt, men i København – selv med nær-boligboble i 2016 – kalder det ejendomsmæglernes smil frem, når der skrives salgsaftaler med en så svimlende bundlinje.

Vi er på visit i Strandgade i København citys søndre kvarterer, hvor engang kong Christian 4. havde store visioner om en garnisonsby. I 1618 endte kongen med at åbne et nyt kvarter af København som et hjemsted for håndværkere og købmænd i gader og stræder omkring den nygravede kanal. Ad søvejen forbandt kanalen det nye bolig- og handelsdistrikt med det resterende København på Sjællands fastland. Christianshavn, kom bydelen til at hedde.

Noget senere skrev købmand og kaptajn i handelsflåden Hans Jacob Krøyer videre på histori­en, da han i 1805 rykkede ind på plads­en med sit handelskompagni og skabte en blomstrende søværtsforretning med mange pak­huse. Den epoke var forbi, da hav­nens betydning som trafikhavn for­svandt. I dag minder ikke bare plads­ens navn os om den glorværdige fortid, for hele området på det for­reste Christianshavn emmer af Danmarkshistorie.

Tegl og beton

Det har arkitekterne bag de godt 100 nye boliger på Krøyers Plads taget afsæt i med en ny fortolkning af formsprog og materialeholdning i de eksisterende pakhuse og boliger, hvoraf mange er af ædel æt i Strandgades fint stemte arkitektur gennem 250 år.

Det er også afprøvet tradition, der ligger til grund for den nyeste etape af boliger på pladsen med arkitektur af Vilhelm Lauritzen og COBE i forening, opført i en totalentreprise af NCC Construction Danmark. De bærende betonfacader med huldæk, produceret og leveret af Contiga Tinglev A/S, er beklædt med det foretrukne facademateriale i Hovedstad­en – Strandgadekvarteret: Den røde mursten. Flot, varieret og især moderne murværk af specialfremstillede mursten på højkant var modernismens emblem i etape 1 på pladsen; i denne nye opnås det samme signal med et endnu stærkere udråbstegn i form af en beklædning med teglskaller, monteret på klink, som vi kender det fra træhusenes materialesprog. Her er man ikke i tvivl: Den historiske tegl er det stadig, men nu som et ærligt tapet på det rå betonelement.

Moderne tider

Tilbehøret er slanke vinduesrammer og altaner i sort, anodi­seret aluminium og hærdede, laminerede glasværn. Resultat: Bygningerne indtræder musikalsk i den historiske kontekst, men med et loyalt håndslag til samtid­ens rige bibliotek af materialer og metoder. Skulle nogen stadig være i tvivl, så henvises de til bolig­ernes indgangspartier, placeret midt i en tunnel, brudt tværs gennem de vingeformede længer ved deres knæk på midten. Tunnelen er be­klædt med højglansaluminium med ekstrem spejleffekt, lidt som en tur i spejlkabinettet i et tivoli.

Nyfortolkningen af byejendommens længehus-typologi kommer også til udtryk i tagene på Krøyers Plads, hvor associationen er bakker, skiterrænets pister eller fra kunstens verden en japansk origami-foldeteknik. Tagenes konstruktion er baseret på bærende stål med et netværk af tagkassetter, der kan realisere arkitekternes visioner om udtryk som klippeformationer langs kystens ellers flade havneterræn.