Tivoli Food Hall og Hotel
Bernstorffsgade
1577
København V
Danmark
Det nye ”Tivoli Corner” er disponeret med et sammenhængende parterre, hvor glas og skærmtegl indrammer knap 1.000 kvm ”food hall”. Det beskrives bedst som en lillebror til en anden populær gastronomisk nyskabelse i København, Torvehallerne: 16 udbydere af det gode, hurtige måltid konkurrerer side om side om gæsternes appetit, inden de fortsætter ind i Tivoli eller skrår over gaden til Hovedbanegården. Etagen er derfor en åben og luftig hal med tekniske lofter og hurtige installationer til fleksibel og bekvem ændring.
Op gennem huset tilpasser indretningen sig til formålet: hoteldrift og administration. Tivoli Corner og Food Hall er et teamwork mellem Tivoli-haven og Hotel Nimb – en anden del af den legendariske park. Hotellet indretter 21 nye værelser på mellemetagerne, mens den ret så imponerende penthouseetage med byens største taghave og sightseeing-udsigt ligesom parterret er reserveret til restaurantdrift. Hvis man ikke kan få overskud her, er der noget galt med konceptet!
For at komme derop går vejen ad trapper eller ombord på en elevator. Også den tur pakkes dog pænt ind. Vi er jo i Tivoli, dansk designchampion.
Så husets niveauer er bundet sammen med både den bekvemme løsning, repræsenteret af Schindler Elevator, og med trapper som i betontrapper fra PL Beton A/S.
De er ganske vist i deres udførelse sædvanen tro i solid og robust kvalitet, præfabrikeret i moduler hos producenten i Rønne. Hovedtrapperne (der er to) er imidlertid placeret i heftigt kolorerede skakte, der gør vandringen mellem etagerne til en humørprovokerende affære. PL Beton har leveret støbte trapper i en mørk betonblanding, som lige har fået en upgrade i forhold til den traditionelle blanding fra den mere grå danske hverdag. PL Betons trapper leveres med tilslag af norsk calcit og italiensk eller svensk marmor, evt. bornholmsk granit.
Elevatorerne havde Schindler ansvar for med stor sans for proportionering.
Det helt særlige ved elevatorerne er nemlig, at nok er der syv af dem, men alle har hver sin indretning; ikke to er ens.
Der er udvist stor og omhyggelig sans for detaljerne ved projekteringen, og derefter har Schindler Elevator med schweizisk sans for perfektionisme ført løsningerne ud i livet. Designmæssigt handler det om et bredt spekter af materialevalg og farver og om den selektive anvendelse af spejle.
Gennem placeringen af dem fremgår det, at ikke bare Tivoli som bygherre og arkitekterne hos Pei Cobb Freed har haft indflydelse; det har brugerne og lejerne også: Farver og stemning inde i elevatorerne opleves som noget helt særligt.
Overordnet har materiale – og løsningsvalgene til alle elevatorerne haft kurs mod de øverste hylder, og det generelle indtryk har været, at her var mere fokus på resultat end på at komme med prisbillige svar.
Frygten kunne så være, at syv så forskellige elevatorer kunne give udfordringer med service til et tilsvarende antal maskiner.
Adspurgt svarer Schindler Elevator i Danmark, at det ikke er tilfældet: - De syv maskiner er bygget op over den samme teknologiske platform, som i øvrigt tilhører den maskinrumsløse genre. Denne særlige platform er således skalerbar efter både størrelse, funktionstilbud og design. Der er således på trods af forskelligheden tale om en ukompliceret service ud fra ensartede teknologiske specifikationer, lyder det i en udtalelse fra Schindler Elevator A/S.