VUC Syd
Nygade 20
6200
Aabenraa
Danmark
Det er VUC Syd’s visioner om undervisningsmetoder, som har dannet udgangspunkt for moderniseringen af den eksisterende skolebygning fra 1959, samt for den markante udvidelse mod nord på den grund, hvor der tidligere lå en gammel glødelampefabrik. Sammen udgør de en helt ny og materialemættet helhed, hvor pladsen indenfor er optimalt struktureret, med topmoderne indretning. Historien om den gamle glødelampefabrik er videreført, dels gennem en bevarelse af den historiske øst-facade, dels i skolens navn, ”Glødelampen”.
En opgave som denne er så at sige lidt af et slaraffenland for arkitekter, mener arkitekt MAA og partner Torben Engsig Svan Sørensen hos Zeni Arkitekter A/S og forklarer:
– Det er lykkedes at skabe liv og identitet i en interessant sammenkobling af både den eksisterende skolebygning og den historiske industribygning, hvor mange fine detaljer går igen på kreativ vis og fletter nyt og gammelt sammen. Zeni Arkitekter har stået for tegning af ud- og tilbygningen af VUC Syd, som nu har 6.500 velgennemtænkte kvm til rådighed præget af stor transparens indenfor og en bred vifte af dialogrum, stillerum, stemningsfulde læringszoner med videre.
– Glødelampefabrikkens bevaringsværdige øst-facade er en del af den nye tilbygning, som i øvrigt er tilført et mere ædelt og stramt teglvolumen med glød og et levende mønster i murværket samt store dybe udskæringer, med bagvedliggende altaner, i facaden. Og i corten, som ud over teglen er det gennemgående materiale, der forbinder den gamle og nye bygningskrop, ses spændende elementer så som kviste, karnapper og et særligt mønster i solafskærmningen med tydelig reference til det korsmønster, man finder på den eksisterende skoles teglgavl mod syd. Således kaster solafskærmningen et flot, mønstret lys på gulv og vægge og er med til at understrege skolens nye og meget levende karakterfuldhed, siger Torben Sørensen.
– Der er skabt en fin balance mellem bevarelse af historisk identitet og udtryk, tilknytningen til stedet, og tilføjelse af nye elementer, fortsætter Torben Sørensen og tilføjer:
– F.eks. ses gamle produktionsmaskiner hist og pist i skolens rum; der er synlige installationer, dels for at skabe et industrielt præg, dels for at maksimere rumhøjden i de meget transparente rum. Materialer og bygningsdetaljer er i høj grad genbrugt. I atriet er en rå ydervæg blevet til en indervæg. Glasbokse, der danner nicher for gruppearbejde, er skubbet ind mellem en historisk og en ny væg, og integreret i glasvæggene er partier med rammer, der er fyldt op med gamle glaskolber fra glødelampefabrikken, hulter til bulter. De særlige, glasbeklædte gangbroer i atriet er skabt i samarbejde med kunstneren Erik Steffensen, som også er kunstneren bag den store loftslampe – en lysende rørspiral, formet som en glødepære, designet af Marianne Tuxen.
Foran indgangspartiet lægger man mærke til den smukke klinkebelægning, som er stavparket i tegl lagt i et sindrigt mønster. Under de store siddetrappepartier findes teknikrum og cykelkælder. En kantinebygning er ”skubbet” ud fra bygningen og ud i parken.
– Det nye VUC Syd er en klar gevinst for både skolen og parken, fastslår Torben Sørensen fra Zeni Arkitekter og tilføjer, at altanerne i tilbygningen giver gode udsigtsmuligheder mod parken, og at tagetagen har fået en større udnyttelsesgrad, idet man har løftet etagehøjden ved at hæve tagryggen ind mod gårdsiden.