Lego House
Ole Kirks Plads 1
7190
Billund
Danmark
Når man træder ind i det hellige, mødes man af et gigantisk træ, en ikonisk legomodel, der strækker sig flere tager op i huset. Et 15 meter højt træ bygget af seks millioner klodser og spækket med detaljer og overraskelser, så selv den allermest garvede legoentusiast ikke kan undgå at blive imponeret over kreativiteten i træet. Træet hedder ”Tree of Creativity” og er så højt og tungt, at det ikke kan holde sig selv oppe. Derfor er træet udstyret med et ni tons tungt stålskelet. Det har taget 24.350 timer at bygge træet, der er samlet i Tjekkiet.
Modellen starter fra stueetagen, hvor der er gratis adgang, og de gæster som vælger at købe en billet til legooplevelserne i resten af huset kommer til at gå op rundt om træet, når de går på trappen til næste etage. Det betyder, at modellen kan betragtes fra alle vinkler, hvilket har stillet store krav til konstruktionen.
Oprindeligt havde holdet bag modellen flere ideer til modeller, men i sidste ende var det træet der vandt, fordi ideen var så stærk. På træets grene udspiller sig små lege-scenarier med udgangspunkt i de klassiske Lego-legetemaer gennem mange år.
Lego House har også valgt et helt unikt gulv. Forhallen på 2.200 kvm skulle have et meget slidstærkt gulv, og her blev det besluttet, at huset skulle have et klodsegulv, der kunne modstå både høje hæle og slitage fra de mange tusinde mennesker, der dagligt besøger Lego House. Et klodsegulv er nemlig tre gange så hårdt som almindeligt skåret træ, fordi årringene er hårdere end veddet.
En stor gulvflade, et nyt betongulv med gulvvarme og kvadratiske klodser af eg i en usædvanlig stor dimension på 75 × 75 mm krævede en særlig leverandør med viden om både produktion og montering af klodsegulve. Og her kom Fionia Parket ind i billedet som specialist i projekttilpassede trægulvsløsninger.
Projektet blev dog noget af en udfordring, da det på produktionstidspunktet var vanskeligt at finde 80 mm tørre egetræsblokke til opgaven, fordi kravet var, at egetræet skulle lufttørres i fem år og derefter langsomt ovntørres for at undgå ridser. Efter tørringen blev blokvaren savet op og høvlet i bjælker på 75 × 75 mm og skåret i 22 mm skiver. De enkelte klodser blev samlet i læggeenheder på net, så det blev muligt at montere 23 klodser af gangen. Af hensyn til både trinstøj og gangkomfort blev klodserne limet til en særlig gummikork, og for hver 10. meter blev der lagt en dilatationskork, der kunne optage eventuelle udvidelser af den store gulvflade grundet de årstidsbestemte ændringer i luftfugtigheden.
Den store forhal, der også rummer et cafeteria, summer af liv og de besøgende kan her opholde sig gratis og få en forsmag på det, der venter oppe på de øvre etager i legehuset. Trafikken ind og ud i bygningen reguleres på elegant vis af energirigtige karruseldøre fra Boon Edam. Der er anvendt modellen Crystal Tourniket, som er en fuldglas karruseldør, som sikrer et stort lysindfald og en transparent indgang, som gør indgangen let og indbydende.
Den arkitektoniske hovedidé er at indrette bygningens funktioner i 21 hvide klodser, der omslutter den indendørs plads og bygges oven på hinanden afsluttende med det fantastiske Keystone Gallery, der er inspireret af den klassiske Lego® klods med otte knopper. Husets tagterrasser bliver tilgængelige både udefra og indefra, og de skaber helt nye miljøer og udsigtspunkter.