Botilbud Ebberød
Sophie Magdelenes Vej 6-12
3460
Birkerød
Danmark
Der er lagt stor vægt på, at boliger, gange og fællesrum har et hjemligt look, og det er bl.a. skabt ved et egetræs look-a-like gulv i stedet for et traditionelt linoleumsgulv. Samtidig har man valgt en højde i boligerne, der er 30 centimeter højere end standard, og det giver en større rumfølelse i de ellers små boliger. Egetræet følger med ind i boligerne med dørkarme i egetræ, fodpaneler og et vinduesparti med en dyb karm. En fiks detalje er netop, at trods den dybe karm, så har man valgt at ”vindueskassen” har en skrå flade i den ene side, så hvis man ligger i sin seng, kan man stadig let og ubesværet kigge ud.
Ud over den varme tone fra egetræet, så har de hvide rum også fået følgeskab af grå og grønne nuancer. Her er Troldtekt-lofter i en antracitgrå nuance – en tone, der går igen i det lille tekøkken og badeværelset. Dog i en mere grå-grøn tone på bordplade og på endevæggen på badeværelset, der er beklædt med svagt grønne klinker. Toiletbræt og brusestang er begge i gråt – igen for at distancere sig fra et hvidt, industrielt look, der ellers godt kan være i sådanne boliger. Den grå-grønne tone går også igen på enkelte vægge i fællesrum og bolignicher. Her er fælleskøkken på hver etage, som er designet til, at brugerne selv kan deltage i madlavningen, bl.a. med hæve-sænke borde. Lyset vælter ind i køkkenet med gulv-til-loft vinduer, og her er også en udendørs terrasse. I det hele taget har lys og lyd haft en markant rolle og har været prioriteret højt, fordi de har en væsentlig betydning for trivslen hos beboerne.
De 46 boliger er som sagt første etape af et byggeri, som samlet kommer til at udgøre 8.000 kvm. Der er endnu ikke taget stilling til, hvornår anden etape skal påbegyndes.