Copenhagen Plant Science Center
Bülowsvej 17
1870
Frederiksberg C
Danmark
Teknikkens kabinetter, som Vahle Døre har behandlet med så stor omhu, er et godt eksempel på den tilgang, som ligger bag ikke bare dette hus til Københavns Universitets forskning og undervisning, men mange af vor tids funktions- og produktionsbygninger: De skal kunne mere end at tjene formål og funktion; huset skal meddele sig med sin fortælling og sin omsorg for brugerne. Praktik og æstetik går side om side. Sådan har tilfældet været op gennem bygningskunstens historie; først med modernismens gennembrud efter første verdenskrig ændredes udtrykket til den nøgne minimalisme, som nu synes ved at ebbe ud.
Med til omhuen hører tanken for løsninger, der ikke bare opfylder funktionen, men også er kønne og behagelige i den daglige anvendelse, forklarer en af de større leverandører til projektet, Chriscoating, der havde ansvaret for gulvbelægningerne på etagerne.
I ankomstens parterre er det Milena Bonifacinis terrazzogulve med indlagte marmorsten, der føret ordet. Men derefter tager Chriscoating over med sine fugefrie polyuretanbelægninger.
Chriscoating deltog i projekteringsarbejdet og oplevede arkitekter, der var optaget af kemisk resistens og nem rengøring, men i lige så høj grad af trinlydsdæmpning, gangkomfort og æstetik.
– Det var klare krav, at gulvets udseende og udtryk skulle matche omgivelserne, og at trinlydsdæmpningen var en vigtig overskrift, forklarer direktør Anders Harboe, Chriscoating. Drøftelserne endte med 4.000 kvm belægning med PUR-gulvet Bolidtop 525, der er udviklet til såvel institutioner som undervisning og produktion. Opbygningen sker på en primer, direkte på betondækket. Herefter følger 3 mm trinlydsdæmpning (“Whisper”) og 3 mm Bolidtop Compund, afsluttet med overfladens forsegling i farven NCS 7500N.
Gulvet dæmper trinlyden med 14 dB!
– Det er en løsning, der både tjener det æstetiske og det funktionelle på højt niveau, vurderer Anders Harboe.
Københavns Universitet overtog sin nye fakultetsbygning den 1. juni 2016.