Tirpitz

Det helt unikke betonarbejde var ikke overraskende nomineret til årets In Situ Pris på grund af bygningens visuelle lethed og det svævende tag, der slipper dagslyset ind og som er fri af søjler og høje bjælker. De bærende betonvægge åbner sig i hjørnerne, og lader rummet fortsætte forbi rekt­anglets omkrans. Begrundelsen for nomineringen var blandt andet, at betonens potentiale her er sluppet fri, og at ophæng, belysning og teknik er blevet elegant integreret i betonfladernes iboende tektonik af klamphuller og støbeskel. En af de detaljer, som vil pirre det trænede øje er de meget flotte støbelinjer, som løber i begge retninger på væg og loft, og som møder hinanden fuldstændig nøjagtigt.

En antitese i glas

Betonen er på alle måder en væsentlig bestanddel af Tirpitz – både som et helt nødvendigt byggemateriale, som arkitektonisk markør og som reference til den oprindelige bunker. Det anvendte formsprog lader, i modsætning til det gamle bygningsværk, betonen fremstå med en helt ny lethed – næsten som en antitese til krigsarkitekturen. Letheden og transparensen understreges af et andet af projektets dominerende materialer: glasset.

Der er skabt fire slidser i klitheden, som refererer til de naturlige stier, man finder i det rustikke landskab og som leder hen mod museet. På den måde mødes de fire bygningskroppe i en åben plads som sikrer lys og kig til himmelen. Væggene mellem de fire bygningskroppe er af glas fra gulv til loft. Dette arkitektoniske greb skaber transparens mellem bygningerne, trækker lys indenfor og ophæver skellet mellem ude og inde. Arkitektens ambition om at skabe en antitese til krigsmonumentet og invitere kulturlivet og naturen indenfor, har stillet store krav til ruderne, og ligesom det er tilfældet med betonen har der måttet udvikles nye teknikker. Det er Skandinaviska Glassystem i Danmark, der har stået for den del af entreprisen, og herfra fortæller projektmanager Morten Thomsen at udfordringen blandt andet har ligget i, at ruderne skulle være sprossefri og uden nogen form for synlig støtte.

– Den opgave har sendt os helt til Grækenland for at finde et beslag, der kunne bære glassene, hvoraf de tungeste vejer 1,4 tons og en højde på 6,4 m, forklarer Morten Thomsen.

Ruderne spændes fast i bunden, således at de hverken kan bevæge sig sidelæns, op eller ned. I toppen forbindes glasset med betonskallen ved hjælp af en række vantskruer. På den måde bliver de gigantstore ruder i stand til at følge bygningens bevægelser. Der er anvendt trelags energiruder med 12 mm hærdet glas, hvor det yderste lag er længere end det inderste laminerede lag. Indspændingen sker i det indvendige lag. For at optimere fornemmelsen af en ubrudt flade uden sprosser er ruderne stødt sammen med blot 20 mm luft imellem og er efterfølgende blevet fuget.

– Montagemæssigt har det været en meget udfordrende og interessant opgave, udtaler Morten Thomsen, der har glædet sig over at være leverandør til et projekt, hvor glasset i høj grad er med til at definere arkitekturen.