Tirpitz
Tane Hedevej
6857
Blåvand
Danmark
Stålet er et andet væsentligt element i det markante byggeri, og bag den entreprise står HB Trapper & Stål A/S, der blandt meget andet har leveret de udvendige værn, som afgrænser bygningen og sikrer, at man trygt kan bevæge sig i terrænet ovenpå bygningen. I alt 440 meter corten-stål, der, ifølge direktør Karsten Vang, passer perfekt til de mange metaldele der er efterladt i naturen i forbindelse med bunkeren. På leverancelisten står også den bro, der leder gæsterne fra det udendørs terræn ind i museets billettering og café. I sidstnævnte har firmaet monteret stålgulve og værn ned mod underetagens udstilling, ligesom de har stået for bar- og billetskranke.
– Vi har også skabt den store skulpturelle trappe, der forbinder terrænniveauet med udstillingen i underetagen. Trappen er i princippet en kubistisk klods, der er skåret over og foldet ud så den fremstår som et dekonstrueret element i rummet, fortæller Karsten Vang, der garanterer, at man sagtens kan gå på den. Ligesom trappen, der er specialfremstillet og tegnet til dette unikke projekt, er alle øvrige løsninger twistet en smule til dette projekt. Det gælder store dele af vægbeklædningen, der er fremstillet i mikro-perforeret stål med en integreret akustikregulerende dug og isolering bagved. Forbruget af stål i dekorative sammenhænge er i det hele taget ekstraordinært i omfang og som en vigtig del af arkitekturen.
– Vi har ligeledes stået for apteringen på alle toiletter og garderober, hvor vi har monteret stålplader med en gul-cromatiseret overflade på vægge og lofter samt på døre og skabe.
– Der er hele vejen igennem projektet udviklet specialløsninger i samarbejde med arkitekterne. Vi har eksperimenteret med forskellige typer af overfladebehandlinger på stålet for at opnå det helt rigtige udtryk, ligesom vi også har arbejdet med at integrere funktioner bag pladerne. I lofterne er der f.eks. et indbygget LED-bånd, ligesom flugtvejs- og infoskilte er lagt ind bag de perforerede vægplader for at udgå visuelt forstyrrende elementer, fortæller Karsten Vang, der sammen med sit team også har fremstillet den spejlport, der er anbragt i den tunnel, som leder gæsterne ud til selve bunkeren. En infoport med arkitektens tegning af landskabet i laserskåret stål, og en række corten-stålriste er også inkluderet i den omfangsrige entreprise, hvor der generelt har været rig lejlighed til at lege med overfladebehandlinger og materialer. Resultatet er varme, silkebløde ståloverflader.
Form og flader går op i en højere enhed i Blåvand, hvor man konstant overmandes af trangen til at lade hånden glide over vægge og gulve. Det er rustikt og konkret, men også imødekommende og stemningsfuldt. Gulve lagt i ruder af gigantstore endetræskvadrater, silkebløde stålvægge og selvlysende epoxygulve. J.T.I. Gulventreprise A/S har etableret de selvlysende og rustikke gulve med en meget fin finish.
– Det har været svært at ramme dette helt specifikke look ,og vi har nok lavet 30 prøver inden vi kom helt i mål, forklarer Jørn Iversen, der har nydt godt af et firmadomicil tæt på byggepladsen.
– Opgaven har været spændende, og det har været interessant at arbejde så tæt sammen med arkitekterne for i fællesskab at ramme det ønskede udtryk, fortsætter Jørn Iversen, der har anvendt DoPox-produkter fra den danske producent Dominator Technology, som har specialiseret sig inden for polymerteknik.