Bryggeblomsten
Artillerivej 150
2300
København S
Danmark
Nå, ja, der er selvfølgelig stadig et stykke vej til himmelstormerne i Dubai og New York, men efter det gamle kongeriges historiske byggemål skal nakken nu alligevel et godt nyk tilbage for at nyde Amagers højhuse i fulde drag. På øens østlige strand står der nu en hel klynge af dem, og ved den sydlige port til Hovedstaden knejser andre med stablede etager op til 16.
‘Bryggeblomsten’ på Islands Brygge er sådan et hus. Med 15. sal på toppen rejser tårnet sig med skulpturelle kvaliteter i arkitekterne Mangor & Nagels fortolkning. De i alt 58 boliger er en enkelt etape af en samlet kvarterudvikling med overskriften Artillerigården, hvor et længehus og 52 rækkehuse er andre afsnit, der bringer det samlede boligantal op over 200. Kvarteret, der er sydlig nabo til Havnevigens tre højhuse, indrammes af en nygravet kanal samt af Artillerivej og Rundholtsvej.
Ambitionen for området er, at det spektakulære boligområde skal fremstå som en port til København, når man ankommer til Islands Brygge fra syd. Herude var der i forne tider en øde, nedslidt og forladt stemning af tristesse; på få år er den historie fortalt færdig for at give plads til en ny med anderledes pionerånd og ekspansionslyst.
Bryggeblomsten er med sit facetterede og overskudsagtige tårn et godt eksempel på netop det. Tårnet står med et varieret facadeforløb i sine dybe vertikale vinduesnicher, som harmonisk skifter placering for hver anden etage. Nicherne er med til at give bygningen relief og karakter og et højere og slankere udtryk.
Mangor & Nagel:
– Vinklede altaner krænger sig elegante og nærmest svævende som blomsterblade ud fra bygningskroppen, mens de skifter plads fra etage til etage. Derved opstår et diagonalt spiralmønster på facaden.
Højhusbyggeriet er i sin natur ukompliceret, så længe det lader sig realisere med de præfabrikerede betonelementer, som vi herhjemme har en århundredlang erfaring med. Beton er valgt til den bærende statik overalt i Ørestad, på Amager Strand og nu også på Islands Brygge, hvor det i dette tilfælde er Spæncom, som er producent af elementerne.
– Der er ikke nogen bemærkelsesværdig forskel i produktionen af elementer til et højhus som Bryggeblomsten i forhold til traditionelt byggeri. Elementerne har en sværere dimension i de underste etager og slankes med højden, oplyser Spæncom, hvis vægelementer i de underste etager er leveret i en dimension på 220 mm.
Fra Spæncom kom højhusets etagedæk i form af Xtrumax huldæk. Xtrumax er Spæncoms registrerede varemærke og produceres på fabrikken i Vemmelev i dimensioner fra 180 op til 400 mm.
Facaderne er alle skalmuret med en blådæmpet mursten fra Randers Tegl, som giver tårnet et varmt, men også naturfæstet udtryk med associationer til en monumental klippe med ambitioner om at blive kvarterets fyrtårn.
Boligernes indretning har en samlet overskrift med dagslys, frisk luft og fleksibilitet som nøglebegreber. Materialeholdningen er lys og let, mens glaspartier går til gulvet med den heraf følgende udsigt over by og fælled. Trægulve i opholdsrum veksler i vådrum til den elegante klinkeløsning, som kan genkendes fra Artillerihavens rækkehuse og igen her i Bryggeblomsten leveret af HL Keramik A/S i Kolding.