Alfa Laval
Tobaksvejen 12
2860
Søborg
Danmark
Alfa Laval, der producerer pumper, ventiler, varmevekslere og separatorer, har også adskillige afdelinger i Danmark. Det danske hovedkvarter ligger i Gladsaxe uden for København. Ud over salg- og administrationsfunktioner er stedet også Alfa Lavals globale center for dekantercentrifuger og andet procesudstyr, så der både udvikles og produceres også her.
Udvidelser af firmaet har gjort det nødvendigt med en ny, stor fløj på 4.700 kvm i fire etager, som er tegnet af Aarhus Arkitekterne. Den nye bygning ligger vinkelret på den eksisterende og forbindes til denne med en glasmellembygning, der også fungerer som ny hovedindgang.
– Den største udfordring i projektet for os var at få indpasset så mange funktioner i stueetagen, fortæller projektleder Morten Meldgaard Christensen fra Aarhus Arkitekterne.
– Bygningen rummer et nyt storkøkken og kantine, der skal kunne betjene 6-800 mennesker pr. dag. Ud over det administrative personale kommer medarbejderne også fra produktionen, hvilket betyder, at der skulle være et stort antal håndvaske, som de kan benytte inden frokost.
Kantinen skal også kunne bruges til meget andet, både julefrokoster og foredrag, så der skulle indarbejdes en storskærm og fleksible funktioner med hensyn til de faste buffeter, siger Morten Meldgaard Christensen.
Stueetagen rummer desuden gæstekantiner, hvilerum og diverse sekundære rum, mens de øvrige etager optages af storrumskontorer med tilhørende møderum og faciliteter.
Arkitektonisk har vi taget udgangspunkt i den eksisterende bygning, der kun er få år gammel, men den nye skulle alligevel have et selvstændigt udtryk, og den skulle også tilpasses et nyere bygningsreglement, men grundlæggende har vi kørt videre med et stramt facademønster med indfarvede hvide betonfacader. Vi har arbejdet med antracitgrå emalitglaspartier, og så er vindueselementerne forskudt i forhold til hinanden vertikalt, ligesom nogle af dem fortsætter rundt i hjørnerne af bygningen, forklarer Morten Meldgaard Christensen.
Thomas Runge fra firmaet Runge Service, der udfører alt inden for diamantskæring og -boring, forklarer, at man har været med igennem hele byggeprocessen.
– Vi har boret huller til tekniske installationer og føringsveje til vvs-installationer, ventilation og el, og så har vi fræset betonen ned i niveau i nogle gangarealer for at give plads til klinkegulve. Tidligt i forløbet var vi inde og tilrette betonelementer – nu om dage bliver projekter jo nærmest tegnet færdigt, mens man bygger, så derfor er vi med igennem hele processen, siger Thomas Runge.
Deko Loft + Væg har som tømrer-/snedkerentreprenør udført alle husets rågipsvægge og lofter og leveret og monteret dørene. Firmaet har leveret deres egne FG glasvægge med 12 mm sikkerhedsglas ind til de fleste kontorer og møderum. Glasvæggene har lukkede dørblade i alukarm. Firmaet har også stået for beklædningen omkring en skjult teknikgård øverst i bygningen.