Copenhagen Towers II
Ørestads Boulevard 114
2300
København S
Danmark
Moderne tiders højhuse bærer i reglen lighedstegn til minimalismens glas, stål og nybrudt marmor. Så meget større er forbløffelsen, når man bydes indenfor i Foster + Partners nye bidrag til Ørestads ‘Skyscraper City’, Copenhagen Towers II: Traditionens velstandsfoyer med blankpolerede reflekser er byttet ud med en ‘jungle’, et grønt miljø under trækroner i op til 9 m’s højde; og i det 21 etager høje tårn banker et hjerte af genbrugstræ, genvundet gummi og plastflaske-lofter (PET).
Den bæredygtige profil – kronet med en LEED Platin-certificering – har været en bærende overskrift i udviklingen af Copenhagen Towers II, hvis 30.500 kvm fik sin rangfølge i henhold til den kendsgerning, at afsnit I allerede en del år før havde slået tonen an.
Det skete så tidligt som i 2009 med hotelkomplekset Crowne Plaza. En finanskrise kom imidlertid i vejen og forsinkede fortsættelsen, indtil der igen kom ro på pengestrømmene, og markedet fandt tilbage til en slags ‘new normal’. Så trådte Solstra Capital Partners ind på scenen med muskler til at løfte etape II med et 85 m højt kontortårn og tilhørende ‘North Wing’, en bygning til kontor og liberale erhverv på syv etager. Dermed spejler man det første byggeafsnits hotelhøjhus med tilhørende ‘South Wing’, hvor Dansk Industri lejede sig ind, mens organisationen byggede på Rådhuspladsen i perioden 2010-14.
Under det hele er anlagt parkerings- og teknikkælder i to etager.
Med den historie er det blevet et Foster + Partners-projekt med en længere historie bag sig, der nu omsider står klar på pladsen. Det mærkes imidlertid ikke i de valgte løsninger: Den sunde fornuft er mere end nogensinde på mode, og den har overalt været en ledestjerne. Det gælder fra arkitekternes enkle greb, der lader tårnets facader krumme på højdeaksen – lidt som på en ballon – til skiftet til beton i de bærende konstruktioner i stedet for stål. Facadernes krumme topografi betyder, at etagernes fladeareal øges gradvis op mod tårnets midte for derefter at begrænses og slutte med en top og en bund med samme fladeareal. Resultatet af den enkle øvelse er mange flere brugbare kvadratmeter, mens bygningens fodaftryk er uændret.
Udskiftningen af bærende stål til beton i højhusets bærende konstruktioner er betinget af det sikre valg efter overvejelser, der har været forankret i det danske byggeris historie og empiri.
Traditionen for stålhuse – og den tilhørende erfaring – er herhjemme begrænset, mens betonhistorien er rodfæstet, ligesom det også var tilfældet i Copenhagen Towers’ første etape. Når dertil kommer, at elementproducenten CRH Concrete kunne levere betonsøjler, dæk og vægge til en fordelagtig pris i forhold til et tilsvarende stålindkøb, så var der ikke så meget at betænke sig på, mente projektledelsen hos Sjælsø A/S. Og så er betonvalget i øvrigt udmærket orkestreret med de øvrige materialer på hylderne, herunder undergulve fra NFM Flytgolv i form af den svenske producents cementbaserede Cem Flyt.
Cem Flyt er en selvudjævnende flydemørtel, der leveres tør som en blanding af specialcement, sand, bindemidler og tilsætningsstoffer. Det opblandes med vand på byggepladsen i forholdet ca. 5:1 for derefter at blive pumpet ud på etagerne i en tykkelse af 20 mm, oplyser NFM Flytgolv.
– Det er et hensigtsmæssigt og solidt produkt, også til højhuse, vurderer NFM Flytgolv fra Oxie i Sverige, der kom vel anbefalet med erfaringer og teknisk kompetence fra tidligere og lignende projekter.