Urtehaven
Tomatvej og Irlandsvej
2300
København S
Danmark
Mens Mangor & Nagel-arkitekterne har slået streger, udført farvesætning og stået for materialevalgene, så er det en erfaren byggestyrer som Dahl Entreprise A/S, der har stået for udførelsen. Dahl Entreprise er en entreprenørvirksomhed af den gamle skole, som bestræber sig på at kunne yde service hele vejen rundt – i stort som småt. Derfor har Dahl også en betydelig serviceafdeling med nærkontakt til kunderne, hvorfra man leverer alle typer håndværksydelser, inkl. ejendomsservice. I projekt Urtehaven har Dahl Entreprise stået på broen og styret logistikken med så fornøden indsigt, at tidsplanen kunne holdes på trods af forsinkelser i det våde forår. Det tog 14 mdr. at bygge rækkehusene, og indflytningerne begyndte i dette efterår.
Hvad der mødte de nye Urtehavebeboere var et nyt hjem med gennemlyste rum, lyse materialer og driftsøkonomisk billige systemer til belysning og opvarmning med f.eks. Genvex-anlæg. Boligerne er disponeret i to eller tre etager, forbundet af fint tømrede trapper med trin i matlakeret egetræ fra Wood Step A/S. Trapperne er udført med indespændte 40 mm hvidlakerede vanger med en kerne af egetræ, beklædt med 3 mm-mdf-plade for at undgå knastgennemtrængning. Trapperne har 850 mm brede trin og dekorative balustre som 30 × 40 mm egelameller, der strækker sig over en etagehøjde og fortsætter op som gelænder på 1. sal.
– En fin detalje, som arkitekterne har forstået at bruge med maksimal effekt som en slags signatur for det nye rækkehuskvarter, vurderer Wood Steps direktør Peter Ravn.
Alle rækkehuse var udsolgt, inden de første ejere flyttede ind i september.