Campus Tønder
Martin Hammerichsvej 2
6270
Tønder
Danmark
VUC består som den eneste af uddannelsesinstitutionerne af en helt ny bygning, hvilket har givet frie forudsætninger for at udforme et topmoderne læringsmiljø, hvor form følger funktion. Uddannelsescentret indeholder ikke traditionelle klasselokaler og udfordrer på den måde den traditionelle tanke om en fast forankring til fordel for et mere fleksibelt hovedgreb.
Der er taget udgangspunkt i VUC Syds GODS-principper, hvor ’Gruppeområder’, ’Oplægsrum’, ’Dialogbokse’ og ’Stillezoner’ giver mulighed for en differentieret undervisning: Oplægsrummet har en samlende funktion med gennemgang af det faglige stof, mens grupperummene er indrettet i åbne rum med specialmøbler, der skærmer mod støj, men samtidig giver mulighed for at arbejde på tværs. Dialogboksene er tænkt til det koncentrerede møde i øjenhøjde mellem lærer og kursister, mens stillezonerne giver kursisterne adgang til fordybelse og refleksion i en bygning, hvor bevægelse, aktivitet og dynamik ellers er højt prioriteret.
De moderne undervisningsprincipper understøttes af såvel arkitektur som indretning – blandt andet med masser af indvendige glaspartier, transparente og åbne miljøer og uformelle zoner, hvor man kan tage ophold.
– Stueetagen er holdt primært i glas, med emalitglas foran de lukkede partier. Det giver bygningen et let og imødekommende udtryk, fortæller Torben Engsig Svan Sørensen, der har placeret hovedindgangen til det samlede campus i forbindelse med det nye VUC – en helt naturlig placering, da VUC er placeret midt mellem de to øvrige institutioner.
Fra både syd og nord kan man, via markante orange vindfang, ankomme til en bred forbindelsesgang, kaldet Gaden, der mod syd, i forbindelse med kantinen, åbner sig op til et indendørs torv. Gaden og Torvet adskilles fra VUC af buede glasvægge, der modsvarer den udvendige facade.
Går man ind i VUC fra Torvet, ankommer man i et dobbelthøjt trapperum, hvor en bred sidde- og gåtrappe leder blikket op mod et langt ovenlys, forklarer Torben Engsig Svan Sørensen, der videre kan fortælle, at begge etager her er udlagt som meget åbne planløsninger, hvor skillevægge i videst mulig omfang er udført i glas.
Førstesalens fællearealer har en meget taktil og hyggelig atmosfære med tæppefliser på gulvet, loungemøbler og en række farvestrålende, tekstile igloformede dialogbokse. I de lydisolerede igloer kan man sidde i rundkreds omkring en boks med plads til it-udstyr – et miljø, der giver helt nye muligheder for dialog mellem lærer og kursister. Igloernes friske, klare farver – orange, blå, gul og grøn – skaber ikke blot en fræk kontrast til de hvide og grå rammer, de matcher også bygningens kulørte glasruder.
Campus Tønder virker på mange måder imødekommende – ikke mindst i kraft af materialevalget. Mange taktile overflader skaber atmosfære og medvirker til en god akustik. Det gælder også med hensyn til gulvbelægningerne, der veksler mellem tæpper, træ, linoleum og poleret beton.