Siloetten
8541
Skødstrup
Danmark
Siloen, i den mindre by Løgten nord for Århus, har stået der i 50 år. Den har været en del af byens erhvervsliv og med sit massive volumen også udgjort et synligt billede på den danske industrikulturelle historie. Det gør den fortsat, samtidig med at 21 lejligheder i 12 etager nu har gjort siloen til en attraktion. 10 års arbejde med projektet og mange beregninger har ligget forud, som det ofte gælder spektakulære projekter, der til slut står som skulpturer, der taler for sig selv.
Christian Carlsen er arkitekt med egen tegnestue og har været involveret i projektet under hele processen. Hans farfar opførte siloen, og hans far tog for 10 år siden initiativ til at udnytte siloens potentiale. Christian Carlsen fortæller:
- Siloen er en del af byen, og vi har gjort det til et lokalt projekt at omdefinere siloens rolle i byen. Først skitserede vi på at bygge inde i siloen, men det viste sig at være omstændeligt, og med den forrygende udsigt skal der store vinduespartier til. Derfor blev et nyt projekt søsat, som krævede, at cirka halvdelen af siloen blev sprængt væk!
Familien Carlsen samlede kræfterne med det lokale entreprenørfirma Amatech A/S ved brødrene Torben og Ole Knudsen, og dannede sammen Udviklingsselskabet Løgten Midt A/S. Udviklingsselskabet har stået for alle faser af byggeriet fra udvikling, opførelse og salg. Christian Carlsen Arkitektfirma har i samarbejde med Arkitektfirmaet C.F. Møller A/S stået for arkitekturen. Totalrådgivningen/projektgruppen har været ledet af arkitekt og partner Julian Weyer.
Projektet er på mange måder usædvanligt. Byggeselskabet har ikke blot ønsket at bevare siloen og bygge smukke luksuslejligheder, men har også ønsket at skabe et egentligt centrum i byen. På helt genkendelig vis ligger Løgten by omkring Grenåvej, og pludselig er man ude af byen igen. Med et højhus af en høj standard, beliggende ved et togstop, var det naturligt at gøre området til byens nyetablerede centrum.
Siloetten ligger tilbagetrukket fra gaden, og derfor opstår der en pladsdannelse, som nu strækkes over gaden til et nybyggeri, ‘Bytorvet Løgten’. Arkitektonisk er det nært beslægtet med Siloetten i formsprog og materialer. Skalaen er dog noget mere på gadeniveau.
Bytorvet Løgten er en stribe erhvervslejemål kombineret med boliger ovenpå. Det endelige projekt er en flot helhed i belægninger, der samler bygningerne omkring torvet og giver Siloetten en passende ‘base’ og tilknytning i forhold til byen. Den vil fremstå som en del af byen og ikke som et løsrevet højhus.
Adgangen til Siloetten er nøje gennembearbejdet. Tilbagetrukket fra bytorvet ligger bygningen i et grønt område, der indrammer indgangssituationen. En meget rummelig parkeringskælder bygget ind i terrænet giver en direkte adgang ind til opgangen, men fra torvets side (vest) er der også en indgang for gående. SA Granit A/S har leveret en række forskellige typer belægningssten, der tilsammen understreger projektets idé om helhed og klasse. Der er leveret fliser i jetbrændt grå kinesisk granit og i samme materiale stokhugget kantsten. Derudover chaussesten i sort indisk granit og gabionssten i norsk Hyporit, som sættes op i nogle mure.