Caripo biler
Høegh Guldbergs Gade 11
8700
Horsens
Danmark
Omkring Høegh Guldbergs Gade i Horsens er der en stor udvikling i gang. Fra at være et gammeldags industrikvarter forbundet til havnen er det nu storbutikker og en del bilforretninger, der dominerer gadebilledet. Grunden er blevet bebygget maksimalt, og dog opleves byggeriet ikke overvældende eller kompakt. Lokalplanen foreskriver et teglhus, men med de mange store glaspartier og tilføjelser af andre materialer virker arkitekturen let og elegant.
RUMarkitekter A/S har tegnet byggeriet, der delvist er taget i brug. Bygherre er Materielgården, som ejer Caripo Biler, der allerede i december tog stedet i brug. Caripo Biler lå tidligere på den anden side af gaden. I øjeblikket er den anden halvdel ved at blive indrettet til de første lejere.
RUMarkitekter A/S har tænkt byggeriet som en flot helhed, hvor stedets potentiale er fint udnyttet. Trukket godt tilbage på grunden ligger hovedlængen, der bogstaveligt er indrammet i en mørk zinkplade. Den stramme form bliver opblødt på midten, hvor der er skabt en fin passage med mulighed for visuel kontakt på tværs af grunden. Denne bygning er i to etager og indgangen til bilhuset er fint markeret med en karruseldør.
I begge ender af længen er der ’trukket en skuffe ud’, som arkitekterne udtrykker det. Og det er helt tydeligt, at der er lavet en fin differentiering mellem hovedlængen og de to sidelænger, dels i højden og dels i materialerne. I ’gårdrummet’ mellem hovedlængen og de to sidefløje er der god plads til parkering og udstilling for Caripo Biler.
Tegnestuen har arbejdet meget med at gøre den modsatte fløj til en række attraktive lejemål, der inden ibrugtagning er yderst fleksibelt indrettet med trapper og installationskerner centralt i bygningen. Nederste etage er mest velegnet til butikker, mens overetagen egner sig til kontorer, klinikker og lignende. Der er lange ovenlysbånd til lejemålene på øverste etage.
Byggeprocessen er forløbet planmæssigt uden sværdslag. BASE Erhverv entreprenør as har været hovedentreprenører og været med fra projektets start. BASE Erhverv entreprenør as har hovedsæde i Horsens og har tidligere arbejdet sammen med arkitekterne og ingeniørerne i projektet.
Husets idé med en stram ’rygrad’ er understreget ved en bred stern i antrazink fra A.E. Stålmontage A/S, der i gavlene, som en dækkende hud, går ned og beklæder hele gavlfacaderne. I Caripos gavl er indrettet et stort, dobbelthøjt værksted, der på den måde også fremhæves. Her er antrazinken i vandret forbandt. I passagen midt i den lange bygning er der også zink som underbeklædning, hvilket giver en fin sammenhæng i materialevalget.
På Sidebygningernes stern er der anvendt natureloxeret aluminium, for at adskille sidefløjene fra hovedbygningens mørke, kraftigere antrazink. Alubeklædningen er også leveret af A.E. Stålmontage A/S fra Støvring.
En anden væsentlig del af bygningernes udtryk er de store vinduespartier, særligt ved Caripo Biler. Glas-/alufacaden er fra Aludan A/S. I byggeriet er der anvendt forskellige glastyper afhængigt af orienteringen. Således er der solvarmereflekterende glas mod syd/sydvest og standard lavenergiglas mod nord.
Aludan A/S har også leveret en karruseldør fra Tormax og pladedøre i alu, så de udstillede biler kan komme ind og ud af bygningen. De store døre har en flot finish, der klæder bygningen og passer ind i det samlede udtryk. I facaden er der indbygget røg- og brandventilation fra WindowMaster.