Caripo biler
Høegh Guldbergs Gade 11
8700
Horsens
Danmark
Særligt i hovedlængen har det været nødvendigt med en del solafskærmning af hensyn til energiregnskabet. Der er dog ikke solafskærmning i indgangsniveau, idet de udstillede biler ville være vanskeligere at se på afstand. Lange, slanke aluminiumslameller præger hovedfacaden, særligt i bilhuset, hvor der er et dobbelthøjt rum. Der er i alt 400 kvm solarfin aluminiumslamel med natureloxeret overflade, som fast solafskærmning. Det er leveret af Colt Nordic ApS, der også har leveret 430 kvm ESG glaslameller i 150 mm, med hvidt silketryk. Disse små lameller er udført meget præcist for at sikre et godt udsyn fra kontorarbejdspladserne ovenpå. Colt Nordic ApS har også stået for alle beregninger af simuleringer omkring solindfald på gavle over dag/årstid for optimal udførsel.
Indenfor opleves Caripo Biler som et lyst og luftigt hus, man har lyst til at bevæge sig rundt i. På gulvet er der lyse klinker og lofterne er hvide. Hvor huset er dobbelthøjt, ser man det rå betonloft, der gør, at bygningen ikke opfattes som et kontor, men som en mere rustik bygning for biler.
Olav Holst Hansen fra Materielgården ApS i Horsens fortæller, at de har været rundt og se en del bilforretninger for at spore sig ind på, hvordan dette bilhus skulle udformes. Ved ankomsten mødes man af en lang receptionsskranke, hvor sælgerne modtager kunderne. Herfra udvider rummet sig til begge sider med forskellige bilmærker. I sidefløjen kan man se på biler i to etager, hvor der på overetagen er erhvervsbiler.
Et vigtigt særpræg i Caripo Biler er de mange DEKO FG fuldglaspartier med integrerede alukarme, der giver indkig og åbenhed. Omkring salgsafdelingen er der glasvægge på begge sider af hovedkontoret og derfra også indkig i værkstedet. DEKO loft + væg p/s har leveret alle glasvægge og alle indvendige døre med alukarme og aluindfatninger.
I afdelingen for erhvervsbiler er der også et kontor i glas for sælgeren og eventuelle kundemøder. En anden fin detalje er en glasvæg fra showroomet til diagnoseværkstedet, så man kan følge med – med en kop kaffe i hånden.
På første etage er administrationen samlet og derfra er der et flot view fra kantine og kontorlokaler ned i udstillingen ved to store DEKO FG og DEKO FG fire glasparti med brandmodstand.
I biludstillingen er der meget højloftet i meget af arealet, hvilket giver en behagelig luftighed, men som også stiller krav til opvarmningen af rummet. Hos Caripo har man valgt at opvarme rummene med Waterstrip strålevarme fra Helge Frandsen A/S af typen CELCIUS 360.
Princippet for den type opvarmning er kort fortalt, at panelerne opvarmer konstruktionsdelene og ikke luften. Dette medfører, at varmen ikke stiger til vejrs, og derfor opnås den ønskede varme med meget lavere energiforbrug. Temperaturforskellen mellem gulv og loft er minimal, og derved opnås der en større energibesparelse. Varmen føles behagelig uden kuldepunkter eller træk – der er ingen støj, og støv bliver ikke hvirvlet rundt. Panelerne er placeret i loftet langs med vinduerne. Den yderste række er placeret ca. 1-2 m fra vinduerne og derved mindskes kuldenedfald fra vinduerne og trækgener undgås. De synlige paneler passer til husets øvrige råhed med synlige konstruktioner i loftet og en detaljering svarende til husets funktion.