Novo Nordisk
Krogshøjvej 45
2880
Bagsværd
Danmark
Under den ene trappe, har Novo Nordisk et aflåst arkiv på god gammeldags papirmaner. Der er ryddet ud i forbindelse med flytningen fra Bagsværd, men noget er stadig rart at have i papirform. De mange mapper er sat i kompaktreoler på skinnesystemer leveret af Constructor Danmark A/S, der har stået for flytningen af alle arkiver. Firmaet har endvidere leveret stationære reoler og magasiner til opbevaring af forskning m.m.
På alle etager er der altså et væld af forskellige rum, der varierer i størrelser. Fælles for rummene er, at en af væggene har fået en farve. Der er brugt mange forskellige farver, alle er dog holdt i en doucet tone. Farverne illustrerer endvidere, hvor man befinder sig i bygningen. Det er VS Larsen A/S Malerfirmaet, som er fast maler for Novo Nordisk i Gentofte, der har sikret de mange rum de forskellige farver. Firmaet har desuden malet lofter og vægge.
De mindste rum er såkaldte ’telefonbokse’, hvis man har behov for at ringe til sin kæreste og hviske søde ting – eller har andre private opkald. I de åbne kontorlandskaber er der endvidere små sofaøer, hvor to sofaer med høj ryg er placeret over for hinanden, så sofaøerne danner en kube – nærmest endnu en boks, dog uden tag over hovedet. Det er altså et hus, hvor mulighederne for at rejse sig fra sin faste åbne kontorplads og finde ro i andre lokaler og små oaser, er mangfoldige – f.eks. i dronningelogen, som det bliver kaldt – et lille møderum, hvor der ikke er folie på glasvæggen, men med frit udsyn til atriet.
- Ideen med de mange rum er en udvikling, vi har været igennem over en 10-års-periode. Når man arbejder i store kontorfællesskaber, er der helt klart et behov for privathed. Og så er det selvfølgelig et puslespil, hvordan rummene skal placeres i forhold til hinanden og de åbne miljøer, så de er let tilgængelige – ellers bliver det en banegård, hvis man skal gå fra den ene ende at huset til den anden for at komme til f.eks. et møderum, siger Holger Bak.
Etagerne er indrettet stort set ens, så alle har de samme faciliteter og ikke skal en etage ned, for at komme til en telefonboks eller et mødelokale.
I bygningens nordlige side er der placeret et stormøderum med tilhørende cafeområde i en dobbelthøj kælderetage. Møderummet giver plads til op mod 400 siddende deltagere. Der er indgang udefra direkte til cafeområdet, der i praksis kan fungere uden for almindelig åbningstid. Der er yderligere tre konferencerum, et massagerum og omklædningsrum og badefaciliteter. Cykler man på arbejde, kan man altså smutte ind via cafeen, få vasket cykelsveden af sig og skiftet tøj. Criscoating A/S har leveret 2.300 kvm epoxymaling i en mellemgrå farve 505, en forsegling, der er brugt i henholdsvis kælderplan, stueplan og på alle etager som beskyttelse af betonoverflader.
Novo Nordisk nye domicil har været bygget under tidspres, da der har været et klart ønske om at kunne flytte til det nye domicil allerede efter sommerferien. Men også fordi, der har været lukket for leverancer af elementer i sommerferien.
- Det er gået stærkt – også selv om der var en lille overraskelse til os i form af en blød bund, som krævede en ekstra fundering. Det var naturligvis en forhindring i forhold til tidsplanen, men vi holdt den alligevel, så det var en rimelig rosenrød sag, fortæller Vibeke Lorenzen, sektionsleder fra entreprenørfirmaet Hoffmann A/S.