Hotel Fårup
Pirupvejen 147
9292
Blokhus
Danmark
Fårup Sommerland mellem Blokhus og Løkken blev grundlagt i 1975 og kunne sidste år fejre sit 40-årsjubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af ca. 600.000 gæster, og hvert år kan den byde på en eller flere nyskabelser. I 2016 er det et nyopført hotel henvendt til børnefamilier, der nu får mulighed for at bo og overnatte midt i skoven blandt alle fornøjelserne.
Det firestjernede familiehotel rummer 51 værelser med plads til 4-6 personer, en restaurant og et større loungeområde. I hotellets udformning er skovtemaet den bærende idé. Skoven er trukket med ind i værelserne, restauranten og loungen i form af fuglehuse på væggene, blade på brusekabinen, birkestammer i receptionen, brænde i reolen, træstubbe i loungen og et stort elghoved på endevæggen i restauranten. Alt sammen akkompagneret af fuglekvidder fra hotellets højtaleranlæg. Det kan lyde corny, men hotellet fremstår gennemført, smagfuldt og med en egen autenticitet.
Udvendigt falder hotellet fint ind i den byggestil, som vi allerede kender fra Fårup Sommerland. Det fremstår som et stort træhus i nordisk tradition med farverne holdt i rødt og hvidt. Bygget af naturens egne materialer.
Men så enkelt er det ikke. Der er mange hensyn, der skal tages, når man bygger et stort hotel i en velbesøgt forlystelsespark inde midt i skoven. Det er hensyn til bl.a. pris, brand, rengøring og slid, og det har alt sammen haft konsekvenser for materialevalget.
I det oprindelige projekt opererede man med at opføre Hotel Fårup i træmoduler, men ifølge direktør Ole Leth fra Leth Beton A/S gav det udfordringer både i forhold til pris og tid. Derfor blev hans virksomhed bedt om at give et tilbud på opgaven på baggrund af de foreliggende skitser.
– Det resulterede i, at vi fik overdraget opgaven. Vi har leveret letklinker, betonvægge, betontrapper og betonhuldæk, og vi har monteret det hele, siger Ole Leth.
Han fremhæver, at letklinkerbeton har mange fordele. Det er et rent naturmateriale, der giver et sundt indeklima. Det kan ikke brænde. Det giver en god akustik. Og indvendigt får man med letklinker – både som skillevæg og som bagmur – nogle meget robuste vægge, der kan holde til det daglige slid.
– Det er alt sammen rigtig gode egenskaber i et byggeri som Hotel Fårup. Læg dertil, at man med letklinkerbeton kan bygge flere etager høje bygninger, fordi det har en styrke på 10-15 MPa, og at det også kan tilpasses megen forskellig arkitektur. Hotellet har jo en helt speciel arkitektur både udvendig og indvendig, siger Ole Leth.
Hans virksomhed har udført opgaven i tæt samarbejde med byggeriets hovedentreprenør, TL Byg A/S, og en usædvanlig engageret bygherre.
– Fårup Sommerlands direktør, Søren Kragelund, har været dybt involveret i byggeriet, og det har virkelig været spændende at arbejde sammen med en så passioneret bygherre. Han har selv stået for at designe det indvendige med lamper, senge osv., og derfor havde vi en tæt dialog med ham om de tekniske installationer, som vi har støbt ind i elementerne, forklarer Ole Leth.
Han roser i det hele taget det gode samarbejde på byggeriet. Når der blev spurgt om noget, blev der også taget stilling til det. Resultatet var, at opgaven blev løst inden for den aftalte tid.