Plaza II og III, Pandora
Havneholmen 17-19
1560
København V
Danmark
Smykkeproducenten Pandora har netop hentet sine aktiviteter og afdelinger fra tre adresser i forstæderne til et samlende hovedsæde på Havneholmen i København. Det er sket med målsætninger, der selvsagt høster de logistikmæssige og organisatoriske fordele af sådan en manøvre, men – og endnu mere interessant – også går efter at lade arkitektur og indretning på den nye adresse ikke bare spejle, men også styrke og understøtte virksomhedens emblematiske produkt.
En guideline har været at lade indretningen forfølge Pandoras kerneværdier: Luksus, man kan tillade sig, moderne design og forløsningen af den personlige historie.
Forhistorien er, at smykkeproducenten ledte efter de rette rammer til sit danske hovedsæde, som huser flere af koncernens divisioner som international marketing, salg og udvikling samt ledelsen for en del af de seks kontinenter, hvor virksomheden sælger sine smykker. En eftersøgning sammen med erhvervsmæglere førte til et samarbejde med ejendomsudvikleren Skanska Øresund, der tilbød ejendommen på Havneholmen, Plaza afsnit II og III: 10.700 kvm i en ny etape af flere projekter, der danner Havneholmens grænse mod nordvest. Dette består af to karakteristiske bygningskroppe i fem etager, forbundet med en glasbeklædt portal. Arkitekturen – af Bystrup Arkitekter – er styret af en artikuleret lokalplan: Ensidigt tagfald og murværksbeklædte facader med filts og stillet på bærende beton; de ellers så populære og dominerende fuldglasfacader er her afløst af murværket, men med vinduer, som der til gengæld er ca. 500 af!
Plaza-projektet er LEED-certificeret med sølv, hvorfor klimastyring er en vigtig parameter. Det sker både med et fleksibelt og energibesparende ventilationssystem og gennem styring af solenergien med en gardinløsning fra Jyllands Markisefabrik A/S, som kalder denne kollektion for “miljøgardiner”. Gardinerne er monteret med en tofarvet dug, der kun lader 3 pct. af solenergien slippe ind. Dugen, der er hvid indvendig og belagt med aluminium mod glasset, reflekterer effektivt 73 pct. af solenergien og absorberer de resterende 24 pct. Det betyder med andre ord, at der i de varme sommermåneder kan spares mærkbart på kølingen, hvorefter CO2-udslippet falder tilsvarende.
Ud over de energibesparende egenskaber bidrager gardindugen også til en bedre rumakustik, da den er med til at dæmpe efterklangstiden, oplyser Jyllands Markisefabrik.
Her var med andre ord et færdigpakket projekt med tilhørende investor og klar til opførelse; bare med den tilføjelse, at lokalplanens betydelige påbud om ejendommens udseende og form satte grænser for arkitekturens kreativitet. Opgaven var nu at arbejde med de indre linjer og omkalfatre et relativt standardiseret erhvervshus til et autentisk og personligt Pandora-domicil. Et smykkeskrin.