MultiFlex Office
Knud Højgaards Vej 7
2860
Søborg
Danmark
MT Højgaard mener, at fleksibilitet i erhvervsdomicilet vil ligge øverst på virksomhedernes ønskeseddel nu og i fremtiden. Det er tilfældet, fordi et stigende antal virksomheder vil ønske at dele basale faciliteter som mødelokaler, kantine og auditorier. Men også når rammen om hverdagen får behov for at ændre sig i en hastigt omskiftelig virkelighed, er fleksibilitet nøgleordet.
Det er for at optimere den, at bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard nu står bag et koncept til fremtidens kontorhus. Det har fået navnet MultiFlex Office.
– Det er en fornøjelse at demonstrere i praksis, hvordan kontorhuset vil være med til at sætte fremtidens standard for administrative ejendomme, når det gælder effektiv arealudnyttelse og godt indeklima, sagde adm. koncerndirektør i MT Højgaard, Torben Biilmann, da han selv sammen med ca. 700 medarbejdere tog Danmarks første MultiFlex Office i brug på Knud Højgaards Vej 7 i Søborg.
Huset er forberedt for flere lejere med en effektiv arealudnyttelse på fra 400 kvm og op. Det sker ved, at huset har nemt flytbare skillevægge, og ved, at husets grundplaner er udformet med forberedelse til flerbrugeranvendelse.
På adressen er den nu færdige etape kun den første af flere, som siden omfatter både et parkeringsanlæg og byggeretten til en udvidelse af MultiFlex Office på ca. 5.000 kvm.
Kontorhuset og MT Højgaard-domicilet er projekteret af DesignGroup Architects sammen med bl.a. MT Højgaards egne ingeniører. Løsningen er blevet en H-formet grundplan med et indskudt glasatrium og en knækket facade mod nordøst. Det tilfører variation og dynamik til en facade, der i øvrigt er beklædt med glas i flere varianter, herunder også lukkede emaljerede partier i hvid og lys antracit. I den modsatte ende af H’et formes en åben plads, udlagt til udendørs rekreation på en belægning med natursten i brud og et grønt miljø.
Bundlinjen er en grafisk og skarp bygning, der emmer af inviterende effektivitet. En parterreetage med bl.a. kantine og medarbejderservices er forsænket, så bygningens 12.900 kvm ganske vist er fordelt over fem etager, men i respekt for lokalplanens højdegrænser med kun de fire af dem over terræn.
Fra starten blev byggeriet projekteret og byggeprocessen planlagt digitalt, og det viste sig at give stor payback i praksis, ikke mindst fordi våde vintre undervejs i den to år lange opførelse forårsagede flere ugers forsinkelse på byggepladsen. Alligevel blev tidsplanen overholdt, så der var rejsegilde i august 2015 med indflytning til tiden, mindre end et år senere, i august 2016.
At overholde den tidsplan krævede en sikker styring og en byggeplads med ordnede forhold. Med til at opretholde dem var bl.a. en af de store udbydere af facility management og service på byggepladserne, Renex Gruppen A/S, der blev etableret så tidligt som i 1981.
Renex-ledelsen peger på, at netop servicemedarbejderne er i den bedste position til at konstatere et ofte markant tidspres på de danske byggepladser. Det aflæses på, at slutrengøringen sker samtidig med de sidste håndværksarbejder med det resultat, at rengøringsprocesserne ofte må repeteres. Også her handler det om at planlægge rigtigt fra starten, også gerne med byggepladsrengøringen i forberedelserne så tidligt som muligt.