Vestegnen HF & VUC
Egegårdsvej 79
2610
Rødovre
Danmark
Rødovre Kommune har ambitioner om et dynamisk og aktivt bycentrum, der kan tiltrække folk fra alle lag af samfundet og i alle aldre. I området ved de centrale trafikårer Tårnvej og Tæbyvej sker det også med en målsætning om en koncentration af kultur- og uddannelsesinstitutioner.
Københavns Tekniske Skoles Rødovreafdeling og Kulturhuset Viften får derfor en ny nabo, som er endnu et vartegn for Rødovres vækst: En nyopført bygning til den lokale aflægger af Vestegnen HF & VUC.
Projekteringen har H+ Arkitekter leveret med afsæt i et ønske fra bygherrens side om at skabe optimale rammer for voksenuddannelserne lokalt i Rødovre. Bygningen er opført som et kubisk volumen med en facade af lakerede aluminiumslameller i grå og gyldne nuancer. Lamellerne er monteret med forskudte afstande lodret, vandret og delvist foran glaspartierne. Bag lamellerne er monteret farvede felter af facadesystemet Rockpanel, der styrker dybdevirkningen og tilfører variation efter synsvinklen på bygningen. Generøse glaspartier trækker dagslyset ind i byggeriet og afspejler bygningens indre liv, som også formidles af en udstrakt brug af skillevægssystemer i glas fra Skandi-Bo A/S.
Hovedentreprenøren Daurehøj Erhvervsbyg vurderer virkeliggørelsen af H+ Arkitekters projekt som en “historisk spændende og udfordrende opgave” med et indre atrium, hvis grænser drejer om sig selv i en kontinuerlig bevægelse, hvorfor ingen afgrænsninger er ens og et studie i statik med både søjledragerkonstruktioner og bærende bagvægge i betonelementer (DS Elcobyg).
– Det var en kompleks geometri og et ekstremt åbent hus med masser af akustiske opgaver, som vi sammen fandt fine løsninger på. Det blev en proces, der gav os ny viden og læring, lyder anmeldelsen fra direktør i Daurehøj Erhvervsbyg Martin Birger Daurehøj.
Birger Daurehøj tilføjer, at det var et velbegrundet valg at lade Vestegnen HF & VUC i Rødovre opføre i en hovedentreprise, fordi den økonomiske ramme for en totalentreprise ville have været ekstremt svær at beregne.
Projektets altoverskyggende temaer var transparens, fleksibilitet og åbenhed. Bygningen gennemskæres fra stueplan til øverste etage af det centrale atrium, der skaber visuel forbindelse på tværs og trækker lys ind i hele huset. Alle undervisningslokaler vender ud mod atriet og et fælles undervisningstorv, kun afgrænset af glaspartier fra gulv til loft for at understøtte den aktiverende undervisningsform.
Det er Skandi-Bo, der har været central i etableringen af den transparente indretning med et bredt program af glasvægge i flere klassificeringer, herunder brandsikrede vægge, vægge med lydreduktion og glasvægge uden klassifikation.
Der er god nyhedsværdi i en særlig løsning, udviklet af Skandi-Bo sammen med H+ Arkitekter, der ønskede glasdøre i særlig udgave med indeliggende profilrammer. Selv om det 70 mm brede aluprofil ligger mellem to lag hærdet eller hærdet lamineret glas (lyd- og brandversioner), er profilet ekstruderet, så ruden stadig er beskyttet af en profilfals.
– Med denne konstruktion opnås en helt særlig æstetik, som H+ Arkitekter har ønsket, men også en øget lydreduktion på grund af den større afstand mellem glassene, påpeger direktør i Skandi-Bo, Lars Birk Biller.
Skandi-Bo oplyser, at der er leveret et fuldt program af døre og vægge til både undervisnings- og administrationsrum, ikke mindst til vægge og døre ud mod atriets gallerier og balkoner.